Så er kommunevalget oppe over. Det er på tirsdag, at vi skal stemme på mulige byrødder. 2009-valget havde den laveste valgdeltagelse i 35 år. Den landede på 65,8 procent mod normalt 70 procent.

Nogle mente at det var på grund af den nyligt gennemført kommunalreform med sammenlægninger af kommuner. Andre, at der er tale om en mere generel og dybtgående krise i demokratisystemet. I dag er det dét argument, der bliver brugt. Rimeligt nok. Det gamle sognedemokrati er reduceret på flere måder.

Skrumpedemokrati

I 1965 kulminerede antallet af kommuner med 1.345. Af dem var 1.257 landkommuner og 88 købstadskommuner. Som det skete på så mange andre områder, blev også dette lavet om i 1970'erne.

I to omgange blev antallet af kommunerne reduceret fra 1.098 til 275. Amterne blev skåret ned fra 25 til 14. Den store kommunalreform i 2007 landede på 98 kommuner og amterne blev nedlagt. I stedet kom de fem regionale misfostre, som stort set kun tager sig af sygehusene.

Der er klart blevet meget færre folkevalgte borgere til at varetage styret af kommunerne. Samtidig er embedsapparatet og teknokratiseringen af metoderne øget markant. Det er vitterligt et problem, at de folkevalgte bliver dynget til af apparatet. Mange sager, der bliver lagt på politikernes bord til beslutninger, er derfor drevet mere af rationaler, regneark og normer, frem for politiske og etiske holdninger

Der er sket det, at en stor del af det kommunerne beskæftiger sig med, er underlagt EU's cirkulære og rammer. 

Især under Fogh-regeringen blev borgerne – ud fra den neoliberale tanke om at alting er en købmandsbutik – udstyret med rettigheder over dem 'oppe på kommunen' og deres frontpersonale i service- eller rådhusbutikker.

Til gengæld blev kommunerne pålagt pligter, der nedfældet i metervis af love, cirkulærer og vejledninger fylder op i de lyse bøgefinerreoler mellem dagens æble, sagsbunken og den lille æske med Kleenex Balsam.

Samtidig er der sket det, at en stor del af det kommunerne beskæftiger sig med, er underlagt EU's cirkulære og rammer. Ud fra den falske mur mellem offentlig og privat forbyder staten at bruge de penge, som borgerne finder rimeligt. Hold rammen eller tag straffen! Det demokratiske rum mister indhold og sammenhæng.

Mere end en brokkeret

Det hedder sig, at afstanden mellem borgerne og byrådets folkevalgte er vokset. Men nok så alvorligt: der er tale om systemfejl. Jo, der bliver forsøgt mange forskellige initiativer for at engagere borgerne: høringer, borgerinvolvering og co-creation. Men det er stadig byrådet, der beslutter. Formålet med borgerinvolvering er, som den aarhusianske borgmester Jacob Bundsgaard sagde forleden, at gøre vores beslutningsgrundlag så godt som muligt. Groft sagt betyder det, at demokratiet flyder mod toppen.

Det er klart et krisetegn, hvis valgdeltagelsen er lav. Det er en reaktion på et demokrati der ikke virker relevant eller kan flytte noget. Når folk ikke stemmer kan det være en overvejet handling eller fordi kommunen og valget er mentalt langt væk. Ved valget i 2009 var det kun hver anden af dem under 30 år, der stemte.

Nu kører så kampagnen "Tænk dig om, før du ikke stemmer". Margrethe Vestager sælger den blandt andet med, at hvis du stemmer, så har du brokkeretten. Det er da en ret ikke at stemme og tænke ud af boksen. Hvorfor reducere demokrati til måske 14 klip – et hver fjerde år?

Det er ikke kun et spørgsmål, om folk stemmer. Der er i den grad brug for at udvikle demokratiet i mange retninger og vende strømmen, så demokratiet flyder opad. En facetteret demokratisk struktur med reelle besluttende fora, der kan udløse et dynamisk handlende demokrati frem for et reduceret formelt stemmedemokrati.