Samfundet er ved at blive strimlet op. Christiansborg, de letløbende medier, forsikringsselskaberne ser trusler alle vegne. Hvis der ikke er nogen, skaber de dem selv. Sammenhængen i samfundet er i opløsning og tager form af et vogtersamfund. Borgerne får så nemt som ingenting svindler, nasser, utilpasset med videre stemplet i panden.

Den enlige mor, der modtager offentlige ydelser, må ikke være i nærheden af at have relation til en mand, hvis der er blot den mindste økonomiske fordel. Men netop økonomiske fordele og hjælpsomhed, er en almindelig kvalitet ved venskaber. Sociale medier bliver brugt af kommuner til at jage asociale.

Mandlige pædagoger bliver set som potentielt pædofile. For at indrette institutionerne på dette forhold bliver de bygget med glasvægge, så alle kan se, hvad der foregår. Bygninger udstyret med panserglas og terrorsikring er blevet en del af arkitekturens æstetik.

Boligselskaber sætter overvågningskameraer op for at skabe tryghed. Kommunerne fjerner bænke fra torve, for at der ikke er nogle, der sidder der for længe. Hvis de ikke har råd til at sidde på caféen og betale dyrt for øllen, må de finde et andet sted i byen. Bænkene på stationerne er designet til ikke at appellere til folk, der kunne få lyst til en lur.

Det er ikke blot en værdikamp, der er i gang, men en kamp om for eller i mod fællesskab og samfund. Det er en individualisering, hvor grupper og beboere i byens miljøer sættes op mod hinanden i et gensidigt vogterforhold. Gør din pligt! Brug hotlinen og angiv din nabo!

Tager vi pengene, skal de nok finde et arbejde! De skal bare tilbage på sporet og gøre deres pligt, så giver vi dem nogle af rettighederne tilbage.

Individualiseringen og privatiseringen af samfundet er et grundtræk i neoliberalismen. Kommunerne blev fra 1990'erne i stigende grad forvandlet til servicerapperater og butikker med ydelser. Velfærden blev klippet op i stumper og stykker, defineret for påhæftede målbare niveauer for både at være et forsøg på en teknokratisk styring af 'medarbejderne i marken' og for at kunne konkurrenceudsætte ydelserne og sælge udførelsen til private virksomheder.

Det private marked skulle gøres større. Kommunerne blev udstyret med pligter og borgerne med rettigheder. Under parolen: Pengene ligger bedst i borgernes lommer, blev boligsektoren og sundhedsvæsenet privatiseret. Borgerne skulle være forbrugere og shoppe rundt på hylderne i borgerbutikken efter varer, der før var en naturlig del af velfærdssamfundet.

I kølvandet af denne destruktive strømning er mistænkeliggørelsen vokset. Regeringens indsats mod folk, der får kontanthjælp eller dagpenge, er et bidrag. Tager vi pengene, skal de nok finde et arbejde! De skal bare tilbage på sporet og gøre deres pligt, så giver vi dem nogle af rettighederne tilbage. Regeringen har genintroduceret "Gør din pligt og kræv din ret" fra den gamle socialdemokratiske fane, der var med i slaget på Fælleden i 1872.

Ligesom folk og velfærd bliver splittet op, bliver de gamle paroler klippet i stumper og stykker. I arbejderbevægelsens begyndelse handlede det om at vinde styrke. Gør din pligt, kræv din ret og organisér dig! Parolen "Enighed gør stærk" var en del af bevægelsens krav til arbejderklassen, der skulle finde sammen som klasse og opdage sig selv som en klasse med magt.

Netop enhed, fællesskab og samtaler i hverdagen er det, der skaber samfund. Og i samfund opstår ansvar, tolerance og solidaritet. I et sådant samfund vil der være tilskyndelse til at 'snyde og nasse'. Hvis det sker, vil gadens og nabolagets øjne også ofte kunne gribe denne situation.

De tætte samfund har en enorm dynamik, som adskiller sig radikalt fra det neoliberale makulerende samfund, der strimler resterne af velfærd og solidaritet op, som var det pantebreve og forvandler til dem abstrakte værdier i et samfund uden moral.

Tro på og udvikling af fællesskaber og tillid til borgerne er med til at højne ansvarlighed, gensidig respekt og medejerskabet til de fælles goder. Beboerne bliver borgere i kommunen med en demokratisk, udviklingsorienteret og ressourcebevidst etik.