Efter fire dages sit-in i Gezi Park slog politiet til. Beboere og aktivister protesterede mod, at der skulle opføres et butikscenter i parken. Hvad ligner det i en by, der er tre gange så tæt befolket som London eller Berlin? Styrets brutalitet over for byens befolkning i parken og i dagene efter på Taksim Square, der støder op til den, fik folk på gaden i det meste af Tyrkiet.

Sådan går det ofte. Eksemplerne er mange. Protesterne tager fat og får perspektiv, når nogle kæmper for rettigheder til at bruge deres by. Byen, parkerne, pladserne, gaderne, boligerne med videre er jo skabt af byens arbejdere. Og byen i sig selv er deres livsvilkår i hverdagen.

Kampen om byen giver både brede – mangfoldige – og dybe politiske perspektiver. Hvis borgerne bliver frataget brugsretten er det en beskæring af deres livsvilkår til fordel for en kommerciel udnyttelse og en prioritering af bytteværdien.

Istanbul er en by på knap 14 millioner. Måske flere. I 2020 forventes to til tre millioner mere. Medregnes hele regionen med 21 millioner indbyggere, står Istanbul for næsten halvdelen af Tyrkiets bruttonationalprodukt, med 28 procent af befolkningen.

Selvom der er forskelle, ligner det de sociale og politiske bevægelser, der udvikler sig på forskellige måder i de sydeuropæiske lande.

Sådan er byer både dynamiske og politisk potente. Det er her kapitalens regime er sat på spidsen, og det er her folk drømmer om frihed og velstand, som netop byerne kan give. Det er her progressive tanker næres. Derfor brød protesterne løs mod premierminister Recep Erdogans regering, der baserer sig på en blanding af almindelig kapitalisme, gamle religiøse tanker og en moral, der strider mod moderne byfolks udsyn.

Tyrkiet har haft relativt høje vækstrater, men er nu på europæisk normal-nul. Arbejdsløsheden i Istanbul er i følge Eurostat på 11 procent. Blandt unge mellem 15 og 24 er arbejdsløsheden 19,2 procent i Istanbul og 20,2 procent i Ankara. Det er mange i så store byer.

Kampen handler om både frihed for den enkelte, til organisering, til byen og for sociale forhold. Selvom der er forskelle, ligner det de sociale og politiske bevægelser, der udvikler sig på forskellige måder i de sydeuropæiske lande.

Her har krisepolitikken eksponeret det neoliberale økonomiske politiske basissystem, som er traktatfæstet i EU, og som er blevet almindelig "snusfornuft" i de europæiske landes regeringer – uanset hvad de kalder sig – og i de teknokratiske apparater i ministerier, medier og tænketanke. Derfor er bevægelserne ikke kun vendt mod krisepolitikken, men mod krisepolitikkens moder.

I Madrid, Malaga, Barcelona og andre byer i Spanien baserer boligbevægelsen sig på en indlysende brugsret til de boliger, som blev opført under det spekulative boomorgie op til 2008, - sat i scene af banker, korrupte regeringer, skruppelløse developere, mafiaen og bestukne embedsmænd. Banden, der hæmningsløst smadrede den spanske økonomi.

I Athen opbygger beboergrupper, sociale bevægelser og politiske organisationer alternative økonomiske- og servicesystemer, og de benytter byens rum i en urban nødtilstand med løsninger, der peger ud over den måde, som det kapitalistiske Athen har fungeret på.

Blot et par eksempler blandt myriader af initiativer, der ikke affinder sig med at de neoliberale overgreb på arbejderklassen og dens byer, hvor arbejdspladser eroderer, lavtlønsjob og fleksibelt og opsplittet arbejde breder sig, hvor boligerne og bymiljøerne bliver skabt for deres bytteværdi, hvor tidligere velfærdsydelser bliver trukket tilbage og reduceret til almisser.

Samfundene polariseres geografisk med velstillede og prioriterede enklaver og områder man lader glide ned ad skråplanet. Nok er der krise, men for nogle er den blot endnu en kilde til velstand. I al fald så længe det tabte kan hentes – så godt og vel endda – ved at klemme den jævne befolkning.

I den situation er der nok at tage fat på. I weekenden mødes brogede skarer til Alter Summit i Athen. Selvom der er formuleret et indiskutabelt – og egentligt helt unødvendigt grundlag – og at der deltager flere politiske strømninger med begrænsede perspektiver, så er det alligevel et forum, hvor der er folk. Og hvor der er mulighed for debat, for at udvikle forbindelser, for at lære af andres erfaringer samt for at opdatere de politiske perspektiver og metoder. Det skal til for at kunne foretage det nødvendige spring.