Der er meget at se i verden. En raffineret udnyttelse af internet, mobilnet og meget andet gør det muligt at følge hver en borger til dørs. Og at gå med ind i privaten.

Det sete afhænger af øjet der ser. Noget, der næsten ikke er til at få øje på, bliver fundet, og det mest iøjnefaldende forbliver usynligt.

Flere oplysninger vælter ud af "Snowden-dokumenterne". Danmark hører med til inderkredsen i forhold til Washington. I hvert fald når det gælder om at være en brik i USA's efterretningssystem.

Troskab for evigt

Når det kommer til efterretninger er "De fem Øjne" den gruppe af lande, der er tættest på USA. Det er Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand. De må se visse klassificerede oplysninger. Danmark er med i gruppen af "De ni Øjne", der udover de fem består af Norge, Frankrig, Holland og Denmark.

Over for de nye afsløringer er det bemærkelsesværdigt, hvordan både statsminister Helle Thorning Schmidt og justitsminister Morten Bødskov har krabbet rundt. De har afvist videre undersøgelser og ønsker ikke at spørge USA om noget som helst. Hvorfor også det? Der er jo en lang forhistorie med både lyttestationer – USAs hvide kaniner – i Grønland og tæt samarbejde i Danmark.

Lige nu er Europa inde i en makaber udvikling, hvor store grupper bliver marginaliserede og trykket ned på eksistensgrænsen. 

Undvigelsen er alligevel bemærkelsesværdig. For det første burde statsministeren se, hvad der faktisk er dokumenteret. Det er vel en form for viden? For det andet er det danske statsborgere og virksomheder, der bliver overvåget af fremmede magter og virksomheder. For det tredje har den tyske forbundskansler øjensynligt taget en noget skarpere position.

Men som hun sagde: "Jeg bliver nødt til at holde mig til det, jeg ved, og derfor mener jeg også, at jeg må forholde mig til det, jeg ved, og ikke opfinde alt muligt andet." Ja så ja. Kommer til at tænke på den smukke dialog: "Vi skal være venner for altid, ikke også, Plys?” spurgte Grisling. “Endnu længere end det" svarede Peter Plys.

Svigt for evigt

Hvis man ikke ved noget om noget, er det svært at handle. Det er straks et andet og mere alvorligt problem, når man ved noget og alligevel ikke griber ind. Dele af Europa synker. Alle data om arbejdsløse, løn, og sundhed siger det klart.

Ifølge en Røde Kors-undersøgelse er antallet i Europa, der har brug for fødevarehjælp, øget med 75 procent mellem 2009 og 2012. Røde Kors deler mere mad ud i Europa end i Afrika. I Spanien er det 1,2 millioner mennesker, der får mad fra Røde Kors dagligt.

Storbritannien er­ –  uhyggeligt stille – hårdt ramt. Ifølge Red Barnet lever 1,92 millioner børn i husstande, der må arbejde til sultelønninger, som de ikke kan leve af.

Lige nu er Europa inde i en makaber udvikling, hvor store grupper bliver marginaliserede og trykket ned på eksistensgrænsen. Denne nedtur skyldes ikke krisen, selvom det er en faktor. Den primære grund er de bevidste valg, europæiske regeringer træffer. Det er en accepteret konsekvens af politikken i regeringer og i overstatslige organisationer som EU, IMF med videre.

Det er en bevidst politik. Ikke noget, der bare sker. Tilstanden kan ændres. Den regering, der valgte at opfylde folks behov og frisætte samfundets dynamik på en ny måde, ville få så mange venner, som de aldrig har drømt om. Nære venner frem for det arrogante oligarki i Washington.