18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dybe klasseskel uden grænser

Dybe klasseskel uden grænser

Berlinmuren var kun en tiendel så lang som israelernes mur omkring Gaza. Men USA's mur mod Mexico slår alle rekorder.

Den Nordamerikanske Frihandelsaftale NAFTA, blev indgået 1. januar 1994 mellem USA, Canada og Mexico. Aftalen indgår i en generel bestræbelse på at fremme monopolernes muligheder for at klemme mere profit ud af arbejdere, bønder og små virksomheder.

Da præsident Clinton underskrev aftalen, var det med løfter om flere job, højere lønninger, bedre sundhedssystemer, verdensfred og mere lighed på begge sider af grænserne. Det var en højtflyvende retorik. Sangen om ophævelsen af grænser kombineret med frit flydende kapital som en vej til lighed, udvikling og fred kender vi godt fra EU.

Grænseløs for kapital

Bag denne vision om udglatning ligger en reel hverdag, hvor klassekløften bliver dybere. De jævne mexicanere og amerikanere er blevet fattigere. Den gennemsnitlige timeløn for en amerikaner var i 1983 på 17,26 Dollars. Det er den stadig. I mellemtiden er produktiviteten fordoblet og priserne er steget.

Til gengæld er de rige blevet rigere. Verdens rigeste er Carlos Slim Helu & family, der er god for godt 400 millioner kroner. På andenpladsen ligger Bill Gates med knap 370 millioner kroner. 12 af de rigeste 20 er fra USA. Individuel rigdom er et fattigt mål for den strøm af værdier monopolerne suger til sig.

Sangen om ophævelsen af grænser kombineret med frit flydende kapital som en vej til lighed, udvikling og fred kender vi godt fra EU.

Det mexicanske landbrug blev ramt. Fra 1993-2005 blev 1,1 millioner bønder og 1,4 millioner andre, der arbejdede i landbrugssektoren, fordrevet. Lønnen for landarbejdere faldt til en tredjedel af, hvad den var før NAFTA. Tortillaer laves af majs bliver importeret fra USA, hvor bønderne på de store farme får massiv økonomisk støtte fra staten.

Den frigjorde arbejdskraft har i en periode haft job på amerikanske fabrikker, der flyttede syd for grænsen til den billige arbejdskraft. Til gengæld blev flere af deres kammerater nord for grænsen arbejdsløse. En del af de mexicanere, der blev tilovers søgte alligevel over muren til USA for at friste et liv blandt 11,1 mio. papirløse immigranter, der er bunden af USA's lavtbetalte arbejdskraftsreserve. 

Mure mod folk

Frihandelen uden grænser danner nye barrierer. Grænsen fra Tijuana i vest til Brownsville i øst er 3.200 km. Der er bygget en mur af stål på de 1080 kilometer. Til sammenligning var Berlinmuren 45 kilometer. Israel-muren er cirka 500 kilometer. 21.000 vagter patruljerer grænsen med over 300 vagttårne, hunde og droner.

I sin første embedsperiode brugte Obama-regeringen over 400 milliarder kroner på håndteringen af immigranter. I 2012 blev 409,849 immigranter deporteret fra USA. I 2012 døde 477 immigranter under forsøg på at krydse grænsen. Dødstallet er stigende selvom antallet, der samme år forsøgte at krydse grænsen illegalt, er faldet til anslået 357.000.

TTIP (Trans-Atlantic Trade and Investment Partnership) er en frihandelsaftale af samme type som NAFTA. Den forhandles nu mellem EU og USA, og kan få ret store konsekvenser. Ellers ville der ikke blive arbejdet så ihærdigt på den. Betydningen understreges af, at det overvejende er en lukket proces. TTIP sælges, som det var den mest selvfølgelige og naturlige ting i verden.

I princippet er der ikke et problem med samhandel eller frihandel for den sags skyld. Det afgørende er, at beslutninger om arbejdsforhold og øvrige vilkår kan foregå i demokratiske fora. Men det er langt fra tilfældet med TTIP. Det tyder på, at det bliver det første store tiltag efter Lissabontraktaten, hvor det er EU-Kommissionen, der får kompetencen og ikke parlamenterne. 

Når øget bevægelighed for varer og kapital fører til dybere klassemodsætninger og højere mure langs de fysiske grænser omkring USA og Europa, er det et tegn på et begyndende indre sammenbrud i kapitalismen, der gør denne form for oprustning nødvendig.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jan. 2014 - 09:13   11. jan. 2014 - 09:15

Ugen der gik

af Sam