I anledning af vores syv års bryllupsdag skrev jeg i sidste uge en historie om Søren og mig. Denne gang skal det handle om Estela, der er en af de mange mexicanere, jeg har lært at kende gennem mit engagement i freds- og solidaritetsarbejdet.

Estela er en indiansk kvinde fra Loxicha, der er en region i delstaten Oaxaca. Siden 1996 har Loxicha-regionen været hårdt ramt af regeringens undertrykkelse og militarisering, og befolkningen har været udsat for en voldsom chikane og repression. I 1996 blev Estela gift med Selerino.

Dagen efter gik Estela afsted for at finde ham. Det tog hende fire dage, og hun fandt ham i en lille by cirka en dagsrejse væk.

Deres ægteskab varede desværre kun otte måneder. En aften, da de var på besøg hos Estelas forældre, blev forældrenes hus pludselig omringet af 60-80 maskerede politifolk. De trængte ind i huset, smadrede alt og gennembankede Selerino samt Estelas storebror. Broderen lod de ligge, men de slæbte Selerino med sig.

Dagen efter gik Estela afsted for at finde ham. Det tog hende fire dage, og hun fandt ham i en lille by cirka en dagsrejse væk. Han var ikke blot dræbt, men på det grusomste tortureret til ukendelighed. Myndighederne forlangte, at hun skulle betale en stor løsesum - 2500 pesos - for at få liget udleveret. Med hjælp fra nogle beboere i den by, hvor hun fandt ham, lykkedes det hende at få sin mands lig med hjem til - og begravet, i landsbyen.

Regeringens påskud for at slå ham og mange andre ihjel, torturere og arrestere talrige personer, samt lade flere personer forsvinde, var at de tilhørte den væbnede gruppe EPR (Folkets revolutionære hær). Selerino var imidlertid en ganske almindelig bonde og hverken han eller de andre i landsbyen kendte til nogen guerillagruppe.

Tryk avler modtryk

Mordet på Selerino startede Estelas kamp for retfærdighed. Denne kamp har udløst forfølgelser og trusler mod hende, og hun er også blevet beskyldt for at tilhøre EPR. På grund af truslerne kan hun ikke flytte hjem til landsbyen, og når hun besøger sin mor, må hun vandre i timevis og ad omveje gennem bjergene snige sig ind i landsbyen.

Hun er heller ikke i sikkerhed i Oaxaca by, hvor hun bor nu. Allerede i 2003, da jeg besøgte hende første gang, og hvor hun boede midt inde i Oaxaca by, fornemmede jeg, at hun blev forfulgt. Hun har heldigvis gode venner og støtter, både i Mexico og rundt om i verden og med hjælp fra flere sider fik hun midler til at bygge sig et lille hus udenfor Oaxaca by. Her bor hun sammen med sin yngre bror, der for få år siden blev løsladt fra fængslet.

...på vej hjem blev vi stoppet. Bildøren på førersiden blev hevet op, og en maskeret mand med et gevær stak hovedet ind...

Han blev bare 17 år gammel beskyldt for at have begået et mord. Han sad i fængsel til han var knap 30 år, og det var på et hængende hår, at han blev løsladt. Helt fri er han imidlertid ikke. En gang om ugen skal han møde op og sætte sin underskrift og samtidig betale en vis sum for at få lov til fortsat at være løsladt. At det heller ikke er trygt at opholde sig i det område, har jeg selv oplevet.

Jeg ankom til Oaxaca ved midnatstid. Estela og hendes bror tog imod mig på rutebilstationen. Vi tog en taxa, men på vej hjem blev vi stoppet. Bildøren på førersiden blev hevet op og en maskeret mand med et gevær stak hovedet ind og hev chaufføren ud. Der var flere mænd, og broren, der af gode grunde rystede af skræk, blev også hevet ud.

Estela spurgte dem, hvorfor de havde stoppet os, og de svarede, at det var en kontrol. Hvilken kontrol og for hvem, sagde de ikke noget om. De fandt min rygsæk i bagagerummet og spurgte broren om det var hans. Jeg fik sagt, at det var min, og kort tid efter fik vi lov til at køre videre. Efter den aften stoppede Estela og hendes bror med at tage til Oaxaca efter mørkets frembrud. Jeg selv var ganske rolig indtil jeg kom hjem og så småt begyndte at berette om situationen. Da gik det op for mig, at den meget vel kunne have haft en anden slutning…

Aalborg giver midlertidigt asyl

Tilbage i 2002 var Estela, for at komme lidt væk fra det hele, på et flere måneders ophold her i landet. Det var Doris fra Tinku, der fik hende hertil, og da hun bor her i Aalborg, var det primært her, Estela holdt til. På grund af allergi overfor katte kom Estela til at bo hos os. Det var noget af en udfordring. Dels kunne jeg dengang kun få ord på spansk, dels boede vi dengang i en mindre lejlighed, så hun måtte bo i stuen.

Vi blev dog hurtigt venner og vi havde i sandhed mange gode, glade og grinende stunder sammen. Estela ville gerne åbne en cafe sammen med andre af de kvinder og mænd fra Loxicha, der kæmpede for retfærdighed. Hun var derfor med flere gange, når Søren og jeg lavede mad for venner og bekendte. Vi stod også for en cafe i de ti dage byens solidaritetsorganisationer gennemførte det, vi kaldte ”10 dage der ryster Aalborg sammen”.

Da jeg var på besøg i 2003 åbnede de en cafe. Som det også kan ske her, opstod der samarbejdsproblemer. Selv om det var Estela, der havde skaffet de fleste af midlerne og også hende, der ønskede at fortsætte samarbejdet, valgte hun at trække sig. Begrundelsen var, at cafeen var det vigtigste. Estela er i sandhed en beundringsværdig og stærk kvinde.

Sammen med sin bror har hun bygget en stenovn, og da jeg besøgte dem, bagte vi både lokale brød samt brød, jeg leverede opskriften til. Jeg har ingen stenovn, men her kommer opskriften på et brød bagt med stenformalet mel og bagt i en 250 grader varm ovn.

Brød med Mexicominder

6 dl koldt vand
1 bæger el. 1 dl økologisk yoghurt naturel
1 spsk. flydende honning
10 g biodynamisk gær
5 g fint havsalt
800 – 850g økologisk stenformalet ølandshvedemel

Dag 1:

Rør vand, yoghurt og honning sammen i en skål. Opløs gæren i væsken – det gør jeg ofte med fingrene. Tilsæt mel lidt af gangen og rør dejen sammen. Træk derefter dejen ud i alle verdenshjørner. Klap den sammen og gentag til du synes dejen har en god konsistens. Du kan også røre til dejen er sej og glat. Jo mere jo bedre, kan man nærmest sige. Det sidste brød, jeg bagte, blev forberedt en sen aftentime efter god mad og drikke, så det gik lidt for stærkt og det ses på krummen. Dæk dejen med film og sæt den på køl. Den må gerne stå i et helt døgn, men skal som minimum stå i 8 timer.

Dag 2:

Tag dejen ud af køleskabet og hæl den ud på et meldrysset bageunderlag - jeg har et fra Tupperware. Skær dejen ud i to brød med en brødspatel eller en køkkenkniv. Løft forsigtigt brødene over på en bageplade belagt med bagepapir. Sæt en bageplade i ovnen og varm den op til 250 grader. Når brødene har hævet i ca. 15 minutter trækkes de over på den varme bageplade og bages i ca. 25 -30 minutter til de er gennembagte og godt mørke ovenpå. Hold øje med brødene da bagetiden afhænger af den ovn, du bruger. Prøv at drysse lidt mel på brødene, inden du sætter dem i ovnen. Det får brødene til at se rustikke ud.

Resten af det brød, der er afbildet, blev i lavet til croutoner til en Cæcarsalat i onsdags, da vi havde Sørens familie til middag. Vi skar brødskiverne ud (vi lod skorpen sidde på) og vendte dem i en god økologisk olivenolie tilsat salt og økologisk oregano. De blev lagt på en bageplade belagt med bagepapir og sat i en 200 grader varm ovn. Jeg er ikke helt klar over, hvor lang tid, de bagte, men de blev simpelthen revet væk, så det var en stor succes.