At borgerne i stigende grad lyd- og videooptager særligt politiets hårdhændede fremfærd står vist klart for de fleste. Sent vil vi glemme kørestolsbrugeren, der væltes ud af sin kørestol.

Eller de svært krænkende kropsvisitationer som led i politiets jagt på aktuelt ulovlige rusmidler. Tanken er vist, at brugere af stof skal reddes, ikke fra andre, men fra sig selv. Ikke om man begriber, at der i en ressourcebegrænset virkelighed, kan afsættes midler til den slags.

Sådanne optagelser er ubetinget gode. I mange år har betjente moret sig kosteligt over, at ”retsplejeloven har blødt omslag, fordi den så er lettere at bøje”.

Man kan være nødt til at dokumentere nogle af de juridiske uhyrligheder, der leveres af myndighedspersoner. For ellers vil ingen tro én.

Det er simpelthen ikke sjovt og borgernes optagelser kan måske ligefrem føre til, at vores politi vil sørge for at overholde loven. Vi har krav på og brug for et ordentligt og retskaffent politi.

Men borgernes optagelser af myndighedsudøvelse og -forvaltning griber også om sig på anden vis.

Da Gadejuristen indledte udgående retshjælp til gadefolket på stenbroen i slutningen af 1990'erne, havde de færreste mobiltelefon. Efterhånden har flere og flere hjemløse, stofbrugere, gadesexsælgere og øvrigt gadefolk fået mobiltelefoner.

Det har udgjort en enorm lettelse i vores sagsbehandlingsarbejde. Og på flere måder, end man måske lige skulle tro.

Det nye er, at gadefolket også i stigende grad har smartphones. Og at de bruger dem til, oftest skjult, at optage deres møder med myndighedsrepræsentanter, såsom politi, sagsbehandlere, behandlere, sygeplejersker og læger.

At høre disse optagelser efterfølgende kan være regulære juridiske gysere. I hvert fald for gadejurister der nat og dag er optaget af retssikkerhed, overholdelse af materiel lovgivning og partsrettigheder, iagttagelse af patientrettigheder, god forvaltningsskik og så videre.

Spørgsmålet lyder gerne, om det overhovedet er lovligt at optage under møder med myndighederne. Det hurtige svar kunne være, at man, hvis man vil optage, nok skal overveje at undlade at spørge først.

Det mere præcise svar er, at det ikke er kriminaliseret at optage møder, man selv deltager i. Og det ærlige svar må desværre være, at man kan være nødt til på denne måde at dokumentere nogle af de juridiske uhyrligheder, der leveres af myndighedspersoner. For ellers vil ingen tro én.

En ikke alt for vaks myndighedsperson meddelte mig nyligt som følger: ”Man må jo hellere vejlede i overensstemmelse med loven, næsten alle har jo smartphones i dag, og så kan man jo blive taget i det, når man ikke gør det!”. Ja. Nemlig!

Ét er sikkert: I dén fagre nye verden, jeg ville finde skønnere end nogen anden, vil udsattes retssikkerhed have faktisk og reel betydning. Og alle veje til så skøn en verden, også via sådanne optagelser, er dermed pr. definition skønne.

Smartphones til gadefolket!