På bagsiden af Christiansborg – indersiden med ridebanen – står en skulptur. Et støbt symbol for magten. Hævet på en sokkel er anbragt en hest. Oven på hannoveraneren sidder en konge med begge fødder i stigbøjler. Christian IX har en dusk af strudsefjer i hatten.

Værket blev færdiggjort af den fremragende danske skulptør Anne Marie Carl Nielsen i 1927 efter et længere forløb. Men noget manglede: Folket. I kunstnerens skitser var soklen tilføjet en frise, der viste folket.

Pengene var få, sagde man inde på borgen og i monumentets komitee. Og hvad skulle folket dér. Folket blev sparet bort. Der blev gjort kort proces. Men det kan også ske på den snigende måde.

Uligheden vokser på grund af regeringens politik. Ikke som en uheldig bivirkning, men som led i en overlagt strategi.

Under den tørre titel "Fordeling og incitamenter 2013" offentliggjorde Økonomi- og Indenrigsministeriet forleden en rapport, der konkluderer at uligheden vokser i det danske samfund. Og den gør det på grund af regeringens politik. Ikke som en uheldig bivirkning, men som led i en overlagt strategi.

Som Margrethe Vestager skriver i rapportens forord: "Regeringen har derfor gennemført en reform af førtidspension og fleksjob, aftalt en kontanthjælpsreform og en SU-reform, og vi vil lave yderligere reformer, der hjælper folk i job."

Sådan er det over det meste af verden. Bunden bliver trykket for at kunne sænke lønningerne. Det er det, der hedder "det skal kunne betale sig at arbejde."

En ILO-analyse fra 2012 viser, at lønkvoten – lønnens andel af produktivitetsstigningen – er faldet fra 66 procent i 1990 til 61,7 procent i 2009. I 1970'erne var lønkvoten på 75 procent. Jo lavere løn jo mere halter den efter produktivitetsudviklingen.

Vestager trøster: "Danmark er stadig et af de mest lige lande i verden."  Egentlig er det vel ikke ligheden, der er det helt afgørende punkt, men om borgerne har mulighed for at opretholde en god levestandard og mulighed for at udvikling af samfundet.

Flere og flere hænger i vandskorpen og kan ikke få enderne til at mødes. De bliver klemt ned og ud. Folket bliver marginaliseret økonomisk. Med sådan en hverdag er det de elementære fornødenheder, og hvad de koster, der betyder noget.

Danmark har de dyreste fødevarer i EU, fremgår det af nye, men ikke overraskende junital fra Danmarks Statistik. Priserne i Danmark ligger 39 procent over gennemsnittet i EU. I Polen er niveauet 40 procent under EU gennemsnittet. Det er noget, der kan mærkes. Det kan kun forklares ved høje profitter i både produktions- og distributionsled.

Ved kassen. Folket snørret igen. Metoderne hertil er mange. Der er ikke langt til borgernes lommer. En rapport fra Attac i Østrig afdækker, hvor de 207 milliarder euro, som EU og Valutafonden har sendt til Grækenland, er havnet. Det er de såkaldte "hjælpepakker."

Rapporten viser, at ikke mindre end 77 procent er gået til banker og investorer, som har investeret i græske obligationer. 58,2 milliarder euro er brugt til rekapitalisering af de græske banker. Kun 22 procent er gået til den græske statskasse til offentlige aktiviteter.

Penge er med andre ord gået til at redde kongens røv, mens folket falder. Er der noget at sige til at folk bliver sure? For det første er det  uretfærdigt grådigt. For det andet er denne skaben af ulighed og afmontering af velfærdens rester en strategi. Og den stopper ikke før de bliver stoppet af mødet med folkets vrede.

Langsomt, og nogle steder hurtigt, ser vi vreden tage form, blive struktureret og organiseret. Ægypten, Tyrkiet og Portugal er de seneste tilføjelser i en akkumulerende proces.