09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forbedret frihandelsaftale med Colombia

Forbedret frihandelsaftale med Colombia

Ole Christensen blev i torsdagens leder i Arbejderen kritiseret for sin tilslutning til EU-parlamentets frihandelsaftale med Columbia. Baggrunden var hans tidligere markante udtalelser om overtrædelser af menneskerettigheder og forfølgelse af fagforeningsfolk i landet. Her tager han til genmæle.

Ole Christensen opfordrer fagbevægelsen i Colombia til at holde politikerne i EU opdateret om, hvorvidt de columbianske myndigheder faktisk lever op til kravene i frihandelsaftalen med EU. Her sukkerarbejdere i Colombia fotograferet i forbindelse med besøg af en faglig delegation fra USA i februar i år.
FOTO: Amy Price
1 af 1

I torsdagens dagens leder bliver jeg beskyldt for et blodigt svigt, forræderi og politisk naivitet, fordi jeg den anden dag stemte for frihandelsaftalen med Colombia. Det er åbenbart takken for kritisk og helhjertet at arbejde for forbedringer for de colombianske arbejdstagere.

Sagen er nemlig den, at Kommissionen og medlemsstaterne havde indgået en frihandelsaftale med Colombia, før Europa-Parlamentet kunne tage stilling til den. Her stod vi så med en færdigforhandlet aftale, som indeholdt en masse fine ord og forpligtelser. Samtidig vidste vi, at der gennem en årrække har været en systematisk undertrykkelse af den colombianske fagbevægelse.

Gennem debatterne her i Europa-Parlamentet stod det klart, at en ren afvisning af aftalen ikke havde reelle chancer, da politiske grupper fra højrefløjen har signaleret deres accept af aftalen.

Hvis vi havde gjort som venstrefløjen og stillet os i et hjørne, var den her aftale stemt igennem uden forbedringer og fremskridt for fagforeningsfolk, menneskerettigheder og miljø.

Vi europæiske socialdemokrater (S&D) i Europa-Parlamentet lancerede derfor en intens og ambitiøs kamp for en aftale, som vi kan være bekendt. Det er politisk håndværk, ikke politisk naivitet. Hvis vi havde gjort som venstrefløjen og stillet os i et hjørne, var den her aftale stemt igennem uden forbedringer og fremskridt for fagforeningsfolk, menneskerettigheder og miljø.

Nu har vi opnået det bedst mulige resultat under omstændighederne. Colombia har som følge af Parlamentets pres præsenteret en gennemsigtig og klar køreplan for forbedring af menneske-, miljø- og arbejdstagerrettigheder. Det giver os konkrete mål og pejlemærker, vi kan holde dem op på fremadrettet.

S&D har sikret, at sociale og miljømæssige standarder for første gang har fået ekstra opmærksomhed i den lovgivning, som ledsager handelsaftalen. Kommissionen er nu forpligtet til at overvåge gennemførelsen af bæredygtighedskapitlet i handelsaftalen og til at offentliggøre rapporter regelmæssigt.

En følgegruppe i Europa-Parlamentet er blevet oprettet, som - i tæt samarbejde med civilsamfundet - vil overvåge handelsaftalen.

Colombias folkevalgte har gjort fremskridt med hensyn til at beskytte menneskerettigheder og sociale rettigheder, inddragelse af civilsamfundet og retsforfølgelse. Dette er ikke afslutningen på vores arbejde - det er kun begyndelsen.

Jeg siger hermed ja til at være en del af forandringen og til at imødekomme den konkrete handlingskraft, Colombias folkevalgte har vist. Jeg tror på, at det nu er bedre med gulerod end pisk. Men lad mig også klart understrege, at de overvågnings- og kontrolmekanismer, som vi har fået indført, vil blive brugt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. dec. 2012 - 09:51   15. dec. 2012 - 10:00

Læserbrev

af Ole Christensen, medlem af EU-parlamentet for Socialdemokraterne.