08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

– Stop USA's aggressioner og løgne om Venezuela

Solidaritetsdemo for Venezuela

– Stop USA's aggressioner og løgne om Venezuela

Solidaritetsdemo i København. Patria Grande-netværket opfordrer til at bakke op om kravet om at få sandheden frem. Bed dit folketingsmedlem om at rejse spørgsmålet over for den danske regering, opfordrer netværket.

Da USA's præsident Trump truede med militær indgriben i Venezuela, protesterede cirka 200.000 venezuelanere øjeblikkeligt i Caracas.
FOTO: Ueslei Marcelino/Reuters/Scanpix
1 af 1
30 aug 2017

Patria Grande-netværket i Danmark, som består af politiske partier, faglige organisationer og privatpersoner, indkalder til en manifestation i solidaritet med Venezuela. Det er på onsdag den 30. august klokken 16 ved Venezuelas ambassade, Toldbodgade 31 i København.

I indkaldelsen fra netværket hedder det blandt andet:

"Der behov for at støtte op om den demokratisk valgte Maduro-regerings bestræbelser for at skabe fred og fortsætte den enestående sociale udvikling i landet, som blev igangsat af Chávez-regeringen fra 1999. De sociale fremskridt i landet bekræftes af FN-organisationer som UNDP, WHO, UNESCO med flere.

I Venezuela benytter højreopposition sig af ekstremt voldelige og aggressive midler i deres forsøg på at vælte den demokratiske regering og genindføre højrefløjens dominans over olieressourcerne.

Lige nu er der et stormløb i gang mod en grundlovgivende forsamling, som skal sikre og udvide de sociale rettigheder, skabe sikkerhed ved at forbyde våbenbrug og opildning til vold.

I ultrahøjres propaganda imod grundlovsprocessen udråbes præsident Nicolás Maduro som diktator. Denne massive fordrejelse og manipulation af de faktiske realiteter bæres videre af verdenspressen, og desværre deltager alle danske medier aktivt.

Trumps seneste trusler om militær intervention bakkes op af EU og dermed også Danmark. Den danske regering må sige klart fra. Bed dit folketingsmedlem om at rejse spørgsmålet over for regeringen!"

Der lyder protester mod Trumps trusler mod Venezuela i mange lande. Senest har 27 latinamerikanske organisationer i Sverige sendt en appel til Sveriges udenrigsminister Margot Wallströmm om at tage afstand fra Trumps trusler.