11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

– Vi vil ud af EU

Demo i København

– Vi vil ud af EU

Socialistisk Ungdomsfront, Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten indkalder til demonstration i København.

Fra demonstration i Rom den 17. maj som led i den europæiske aktionsuge mod EU.
FOTO: mayofsolidarity.org
1 af 1
24 maj 2014

EU-valgkampen er i fuld gang, men mens de fleste politikere jubler over den europæiske union, trækker en samling socialister og EU-modstandere i nødbremsen. Dagen før valgdagen indkalder Socialistisk Ungdomsfront (SUF), Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU til demonstration i København under parolen Danmark ud af EU.

EU dikterer Danmarks økonomiske politik og står for løndumping, farlige kemikalier i legetøj og angreb på strejkeretten. EU tjener kun de riges interesser, derfor skal Danmark ud, mener arrangørerne, der konkret opfordrer til at stemme på Folkebevægelsen mod EU og stemme nej til patentdomstolen på søndag.

- EU understøtter hver dag den stigende ulighed i Danmark og på arbejdsmarkedet generelt. Det er vi nødt til at sige fra over for, udtaler Magnus Esmark, der er en af arrangørerne og medlem af SUF.

- Men vi ved, at reel forandring ikke kan lade sig gøre inden for EU's rammer – vi kan kun løse problemerne ved at melde Danmark ud af EU.

Demonstrationens paroler går blandt andet på modstand mod social dumping og kampen mod EU's nedskæringspolitik.

- Arbejdskraftens frie bevægelighed betyder, at virksomheder kan ansætte udenlandske arbejdere i Danmark til løn og arbejdsvilkår, der ligger langt under de danske overenskomster, forklarer Magnus Esmark.

Der er intet nyt i at venstrefløjen til venstre for SF er i mod EU. Men som Magnus  Esmark forklarer:

- Vores EU-modstand er en anden end Dansk Folkepartis. Vi vil styrke den internationale solidaritet med de lande i og uden for EU, der rammes af unionens politik. Danmark skal ikke lukke sig om sig selv, men det skal EU heller ikke. Verden er større end EU, og det er på tide at komme ud.

Demonstrationen starter klokken 14 ved Nørrebro Station og går derfra til Blågårds Plads.

Demonstrationen markerer afslutningen på en europæisk antikapitalistisk aktionsuge mod EU's nedskæringspolitik. Bag kampagnen står initiativet "May of Solidarity – European days of action". Tusindvis har deltaget i demonstrationer og happenings i Tyskland, Italien, Grækenland, Frankrig, Østrig og Portugal.