”Fredspris” trækker danskere til Oslo
”Fredspris” trækker danskere til Oslo
Folkebevægelsen sender bus til fredsbevægelsens protestdemonstration, mens statsministeren deltager ved Nobelkomitéens kontroversielle prisoverrækkelse til EU.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt har i dag meddelt, at hun deltager ved Nobelkomiteens overrækkelse af den såkaldte fredspris på Oslo Rådhus den 10. december, som i år går til EU.
- Den danske regering burde blive væk. Norsk fredsbevægelse har for længst med gode grunde fastslået, at EU ikke er en værdig modtager af fredsprisen, og flere tidligere prismodtagere har protesteret. Det bakker vi op om i Folkebevægelsen, siger Rina Ronja Kari, som er talsperson for Folkebevægelsen mod EU.
- EU er ikke fredens projekt. EU er en af verdens største våbeneksportører. EU-lande solgte våben til Gadaffi, indtil kort før han blev væltet. Og for mindre end 14 dage siden vedtog EU-parlamentet, at krisenedskæringer ikke bør ramme militæret, tilføjer Rina Ronja Kari.
Folkebevægelsen mod EU sender en bus til den protestdemonstration, norsk fredsbevægelse og en lang række fagforeninger og græsrodsorganisationer arrangerer i Oslo søndag den 9. december.
Bussen afgår fra DGI-Byen i København søndag morgen klokken 6.30 og returnerer fra Oslo om aftenen cirka 21.30 med forventet ankomst mandag morgen omkring klokken 6.00. Det koster 300 kroner at deltage.
Kontakt Folkebevægelsen for tilmelding og nærmere oplysninger.