12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

4. maj mod fascisme

Mindemøde og fakkeltog

4. maj mod fascisme

Whistleblower Anders Kærgaard og tidligere kz-fange Salle Fischermann går med i det traditionsrige fakkeltog gennem Istedgade på årsdagen for Danmarks befrielse.

FOTO: Niels Sigaard
1 af 1
04 maj 2014

I dag er det 69 år siden, at Danmark blev befriet for Nazitysklands besættelse, og det markeres traditionen tro med lys og fakkeltog flere steder i landet.

På Vesterbro i København indkalder 4. Maj-initiativet til det traditionsrige fakkeltog gennem Istedgade. En smuk oplevelse, man ikke må snyde sig selv for, til minde om befrielsesaftenen og den fortsatte kamp mod nazisme, racisme og fremmedhad.

>> FØLG 4. MAJ-INITIATIVET PÅ FACEBOOK HER

I år starter det allerede klokken 18 i Forsamlingshuset, Onkel Dannys Plads 5. Her fortæller den tidligere kz-fange Salle Fischermann om, hvordan det var at være 13 år gammel, jøde, se sin familie blive splittet op og selv ende i koncentrationslejren Theresienstadt. Musik ved Nicklas Burman og Det Tørre Beat.

Når fakkeltoget starter klokken 19:30 på Halmtorvet taler whistleblower Anders Kærgaard, hvis morfar selv var modstandsmand i BOPA. Også Annette Mørk fra Horserød-Stutthof Foreningen og Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EU, taler. DJ Bassel spiller.

Klokken 20:36 afspilles frihedsbudskabet. Efter det starter fakkeltoget med Røde Horn i spidsen gennem Istedgade til Enghaveparken, hvor DJ Bassel underholder.

Også i Randers og Aarhus markeres 4. maj.

Lys i vinduerne

Hvis du ikke har mulighed for at gå i fakkeltog, kan du fejre befrielsen ved at gøre som tusindvis af andre og sætte stearinlys i vinduerne.

Det var sådan, danskerne på befrielsesaftenen markerede deres symbolske modstand mod nazisternes krav om mørklægning, og traditionen er siden blevet holdt i hævd igennem generationerne for at signalere: Aldrig mere nazisme.

I aften vil mange beboere i Istedgade også sende en hilsen til fakkeltoget ved netop at sætte lys i vinduerne.