28 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

700 events – og hygge hos MS

Kulturnat

700 events – og hygge hos MS

Kulturnat i 70'ernes tegn på Arbejdermuseet, fællessang hos Mellemfolkeligt Samvirke og 700 andre arrangementer den 14. oktober.

Facaden på Arbejdernes Forsamlingsbygning med et storblomstret, farverigt og levendegjort 70’er-tapet.
FOTO: Arbejdermuseet.dk
1 af 1
14 okt 2016

Fredag den 14. oktober løber årets største kulturbegivenhed i København – Kulturnatten – af stablen.

Med over 700 arrangementer på flere end 250 kulturelle hotspots er der noget for enhver interesse.

Alle arrangementer i Kulturnattens program kræver Kulturpas. Det koster 90 kroner og giver fri transport med bus, tog og metro i hele hovedsregionen fra klokken 17 til 05. To børn til og med 11 år kører frit sammen med en voksen med Kulturpas, som kan købes i alle 7-Eleven-butikker i hele hovedstadsområdet.

På kulturnatten.dk kan man læse Kulturnattens program og planlægge sin tur gennem byen. Man kan også downloade den gratis app via App Store eller Google Play.

Arbejdermuseet inviterer på en tur gennem 1970’ernes musik, mode, mad, faner og fællesskaber. Der er gratis adgang for alle med Kulturpas i Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade, som vil være oplyst og beklædt med et storblomstret 70'er-tapet.

På Fælledvej 12 vil gården “genlyde af skønne fællessange for fred og frihed, og der er langborde, kulørte lamper, bål i tønden, folkekøkkenmad, øl, vand, vin og varme hjerter,” skriver udviklingsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke (MS) i invitationen. Alle er velkommen klokken 18 til 22 – og det kræver ikke Kulturpas.

En lille trio af sangerinde Silje Holtan, Kennet Lauridsen, guitar, og Niels Kvist, bas, vil spille for. Her er også musik ved DJ Bendix, og Bryan Rice giver et par numre sammen med projektet Flygtningestemmer, og der er rundvisning på MS's nye Globalhagen Hostel, som er drevet af frivillige fra hele verden. Der er efterfest i Café Mellemrummet i Ravnsborggade.