24 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Aktion: Sammen mod Pegida

Antiracisme

Aktion: Sammen mod Pegida

No Pegida arrangerer aktion ved Axeltorv i København. Nederst i denne artikel er en pressemeddelelse fra foreningen Demos.

23 jan 2016

Fællesskabet No Pegida DK indkalder til en aktion nu på lørdag den 23. januar fra klokken 14:15 i området omkring Axeltorv i København. På Facebook har over 230 tilmeldt sig.

"Pegida ("For Frihed") har spredt deres had siden januar 2015. I et år har vi skullet høre på deres islamofobiske, racistiske idioti. Hver gang er de blevet mødt med massiv modstand.

De forsøger at gemme sig bag en pæn facade, men samtidig inviterer de den ene hadprædikant efter den anden. Denne gang er turen kommet til tidligere talsperson for English Defence League, Tommy Robinson. Han er nu i gang med at opstarte et "britisk pegida". Vi vil gøre det tydeligt for ham, at det ikke bliver uden modstand, og at han ikke er velkommen i København.

Pegida og Tommy Robinson skal stoppes – sammen står vi i vejen for deres racistiske budskaber", skriver No Pegida DK og opfordrer til at få vennerne med til at blokere omkring klokken 14:30.

"På lørdag stopper vi Pegida/For Frihed og viser Tommy Robinson, at hans syge ideologi ikke hører til nogen steder! Lad os vise Pegida, hvor mange vi er!"

Pressemeddelelse fra Demos

Af foreningen Demos, 21. januar 2016

Internationale islamhadere til demonstration i København den 23. januar.

Gruppen For Frihed, som er den danske afdeling af det tyske antimuslimske Pegida, har annonceret demonstration i København lørdag den 23. januar med deltagelse af tre kendte britiske islamhadere: Stephen Lennon som taler, Anne Marie Waters og Paul Weston.

Stephen Yaxley-Lennon, som har taget navneforandring til Tommy Robinson, har for nylig sammen med Waters og Weston stiftet Pegida GB. Lennon er kendt som stifteren af English Defence League (EDL), en gruppe af personer med sammenlagt 700 domme for vold, brandattentater og endda mord. Lennon selv har en kriminel og voldelig løbebane. Bl.a. har han en 18 måneders fængselsstraf for dokumentfalsk og bedrageri.

Paul Weston er leder af partiet Liberty GB. Han var international taler ved den nationalkonservative Mosbjerg Folkefest i 2015. Anne Marie Waters er medlem af det højrenationalistiske United Kingdom Independence Party og stifter af Sharia Watch.

Lennon og Waters har et tæt samarbejde med andre militante antiislamister, som åbent diskuterer, hvordan man kan fremprovokere en borgerkrig mellem muslimer og ikke-muslimer, og hvordan en borgerkrig kan ende med forskellige scenarier for uddrivelse af muslimer fra Europa – herunder folkemord.

For Friheds netværk både nationalt og internationalt består af ekstreme islamhadere, og demonstrationen på lørdag er endnu en markering af deres ønske om at dele befolkningsgrupper op i etniske, religiøse og kulturelle modsætninger.

Foreningen Demos opfordrer alle til at tage afstand fra For Frihed og andre grupper, som spreder had mod fremmede og hetz mod muslimer.