Alternativer til vækst
Alternativer til vækst
TransformDanmark indbyder til international konference i København den 16. marts.
Sidste år den 17. - 18. marts afholdt det nyoprettede TransformDanmark sin første international konference med fremtrædende internationale talere og aktivister på venstrefløjen, heriblandt Samir Amin og Susan George. Den handlede om ”Krisen i Europa - venstrefløjens alternativer”.
I år handler den internationale transform konference om ”Alternatives to Growth - Alternativer til vækst.”
Formålet med denne anden internationale konference er at fremme en nødvendig men vanskelig debat om økologiske og retfærdige alternativer til den almindelige tænkning på det miljømæssige og økonomiske område. Denne debat forsømmes af de fleste økonomer. Og den mangler også som en bred debat på den socialistiske venstrefløj.
Derfor har arrangørerne valgt at invitere et panel af internationale talere, der kan inspirere og bidrage til den langt større debat og politikudvikling, der er brug for, når målet er at transformere og forandre samfund for at gøre dem til bæredygtige og retfærdige samfund miljømæssigt og socialt.
Der er fire hovedtalere på konferencen: Gabriele Michalitsch, politolog og økonom, der taler om, hvordan det nyliberale menneske skabes; Inge Røpke, professor ved Aalborg Universitet, som mener, at et systemisk skifte er nødvendigt for at transformere og forandre; Petter Næss, professor ved Norwegian University of Life Sciences, taler om, hvorfor ”grøn vækst” er en illusion; Christa Wichterich, forsker og forfatter, fokuserer på et feministisk perspektiv for omstilling og transformationsstrategier.
Se i øvrigt program for konferencen på hjemmesiden: www.transformdanmark.dk
Konferencen foregår på engelsk.
Tilmelding senest 14. marts på: transform.denmark@gmail.dk
Indgang: 100 kroner - der dækker frokost og te og kaffe.
TransformDanmark er oprettet af aktivister på venstrefløjen, studerende og andre tilknyttet universiteterne samt af venstrefløjspressen og oplysningsforbund. TransformDanmark har ikke nogen partitilknytning, men mange af stifterne er også medlemmer af Enhedslisten. TransformDanmark er tilknyttet den europæiske tænketanks netværk transform!europe.