04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Asylpolitik - mere human lovgivning?

Asylpolitik - mere human lovgivning?

På FN's antiracistiske dag afholder SOS mod Racisme og Et Anstændigt Danmark et offentligt debatmøde i VerdensKulturCentret i København om lovforslag L130.

21 mar 2013

SOS mod Racisme og Et Anstændigt Danmark inviterer sammen med VerdensKulturCentret til et debatmøde om dansk asylpolitik den 21. marts - på FN's antiracistiske dag.

Mødet handler om det nye lovforslag L130 om blandt andet adgang for asylansøgere til at bo og arbejde uden for asylcentrene, men kun til de asylansøgere, der medvirker til deres sag, inklusiv eventuel hjemrejse ved afvisning. Det handler også om de mange asylansøgere, der har siddet i lejrene i årevis, og som ikke kan sendes hjem eller ikke tør rejse hjem.

Lovforslaget er under behandling i Folketinget, men ventes vedtaget inden sommerferien.

På mødet gennemgås kort de vigtigste punkter i lovforslag L130. Helge Nørrung, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, vil tale om dansk asyllovgivning og -praksis. To asylansøgere giver deres mening om det nye lovforslag, hvad er de største problemer ved det, og hjælper det?

Vi hører oplæg fra: * Michala Bendixen, Refugees Welcome: Hvordan defineres "samarbejde" i forhold til afviste asylansøgere? * Helge Nørrung, Foreningen af Udlændingeretsadvokater: Hvad kan vi gøre for de asylansøgere, der har siddet i lejrene i årevis? * Johanna Haas, Asylret: Ny udlændingelov og -praksis. Og endelig hører vi små indslag, voxpops, fra Trampolinhusets brugere. (Trampolinhuset er et kulturhus for asylansøgere og danskere).

Til sidst er der debat med salen: Hvad kan vi gøre, for at politikerne løser asylproblemerne på en menneskelig og retlig forsvarlig måde, og så de internationale konventioner bliver overholdt?

Det sker klokken 19 - 21:30 i Nørre Alle 7, over gården. Alle er velkomne, der er gratis adgang, tilmelding er ikke nødvendig.