Atomkapløb eller nedrustningsaftale
Atomkapløb eller nedrustningsaftale
Debatmøde i Dokk1 i Aarhus. Arrangør: Aarhus mod Krig og Terror.
Tirsdag den 29. januar klokken 19 i Dokk1 står Aarhus mod Krig og Terror bag et debatmøde om nyt atomkapløb på baggrund af Trumps trusler om opsigelse af INF-traktaten om mellemdistanceraketter.
Oplægsholder er Hans-Henrik Holm, forskningschef emeritus, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Aftaler er bedre end oprustning!
Præsident Trump vil trække USA ud af INF-aftalen om ikke at have mellemdistanceatomraketter i Europa. Opsigelsen af aftalen risikerer at udløse et nyt våbenkapløb som det, der i 1980’erne bragte Europa på randen af en atomkrig. Aftalen blev indgået mellem Reagan og Gorbatjov i 1987 og førte til, at både USA og Sovjetunionen destruerede deres landbaserede atomraketter opstillet i Europa. Samlet destruerede USA og Sovjet i alt 2692 missiler.
Aftalen førte til afspænding og bidrog til afslutning af den kolde krig efter en periode med optrapning og atomkapløb, hvor opstilling af SS-20 og Pershing-2 raketter øgede spændingen og frygten for atomkrig i Europa. Siden er der lavet en START-aftale om at begrænse den samlede mængde af atommissiler. Denne aftale gælder indtil 2021.
INF traktaten er stadig gældende, men er blevet udhulet af den politiske og tekniske udvikling. Kina er en voksende militærmagt, men er ikke omfattet af traktaten. Landene, især USA og Rusland og Kina, har udviklet missiler, der kan affyres fra fly og skibe, og som ikke er omfattet af traktaten. Droner er heller ikke omfattet af traktaten. USA har opstillet et missilskjold i Europa, som har øget troen på, at man kan gennemføre et første slag med atomvåben eller kan føre en begrænset atomkrig.
Der er god grund til at tilpasse INF-traktaten og START-aftalen til den nye virkelighed. Det kræver et politisk pres nedefra, som det en aktiv fredsbevægelse skabte i 80’erne.
En opsigelse af INF-traktaten vil bidrage til yderligere optrapning af konflikten mellem USA og Rusland. Hvis START-aftalen efterfølgende udløber uden en ny aftale, så står vi i et nyt våbenkapløb uden nogen aftale om begrænsninger. Et nyt våbenkapløb vil være ekstremt farligt for europæerne. Som i 80’erne vil Europa være det sted, hvor stormagterne står direkte over for hinanden, og hvor en lille fejltagelse kan udløse en ødelæggende katastrofe.
Våbenindustrien er den eneste, der vinder ved en opsigelse af aftalerne. Den kan se frem til gyldne tider. Politikerne må prioritere hensynet til danskernes og europæernes sikkerhed højere end hensynet til Trump og den amerikanske våbenindustri.
Nedrustningsaftalerne skal forbedres, ikke opsiges!