15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Børnenes Grundlovsdag fejres

Landsdækkende markering

Børnenes Grundlovsdag fejres

Børns rettigheder bliver markeret af en række børneorganisationer rundt om i landet den 1. juni og i dagene omkring. Det er 21. år i træk, at FN's Børnekonvention fejres.

01 jun 2016

I år er det 25 år siden, at Danmark underskrev FN's Børnekonvention, også kaldt ”Verdens Børns Grundlov”.

Den 1. juni og dagene omkring fejrer tusindvis af børn Børnenes Grundlovsdag, når en række børneorganisationer for 21. år i træk går sammen i en fælles markering. Dette års tema er: ”Alle børn har rettigheder”.

– Fejringen af Børnenes Grundlovsdag er en afgørende mulighed for, at vi kan oplyse om den børnekonvention, som Danmark har tiltrådt. Den fastslår nemlig, at ethvert barn har ret til en levestandard, der sikrer optimale vilkår for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling. Den anerkender, at barnet har ret til den levestandard, der er tilstrækkelig for dets udvikling. Den indeholder nogle grundlæggende normer for, hvilke omstændigheder der som minimum kræves, for at et barn kan udvikle sig, udtaler talsperson for Børnenes Grundlovsdag Lotte Hansen, sekretariatsleder i Forældrenes Landsforening (FOLA).

Den 1. juni mellem klokken 10 og 13 er der stort arrangement i Hans Tavsens Park på Nørrebro i København, gå ind fra Jagtvej/Hans Tavsens Gade.

Parken omdannes til en markedsplads, hvor børn i fællesskab kan sanse og danse, tromme og sjippe, synge og hula hoppe, slå kolbøtter, blæse sæbebobler og meget mere. Det er gratis at deltage.

Sidst på dagen besøger en gruppe børn Ellen Trane Nørby, minister for børn, undervisning og ligestilling, for at aflevere et ”Rettighedstræ” påsat børns udtalelser omkring deres rettigheder.

Børnenes Grundlovsdag fejres også rundt om i landet i skoler, institutioner, foreninger og organisationer – i Hvidovre, Maribo, Esbjerg, Køge, Vesthimmerland, Gedved, Helsinge, Ringe, Høng, Hanstholm, Helsinge, Ebeltoft og andre steder.

Læs mere om dagen på: www.boernenesgrundlovsdag.dk 

>> HANS TAVSENS PARK

Se Facebook: www.facebook.com/bornenesgrundlovsdag