Bedsteforældre for Asyl modtager Venskabsprisen 2017
Bedsteforældre for Asyl modtager Venskabsprisen 2017
SOS Racisme uddeler Venskabsprisen 2017 i Verdenskulturcentret i København.
SOS Racisme uddeler hvert andet år Venskabsprisen som anerkendelse for et godt initiativ, der modvirker diskrimination. Venskabsprisen 2017 gives i år til Bedsteforældre for Asyl for deres vedvarende, tålmodige og omfattende store arbejde for, at asylansøgere og flygtninge skal behandles værdigt og humant i Danmark. Og det gælder også deres børn og de afviste asylansøgere.
Der er gratis adgang, og alle er velkomne til prisoverrækkelsen onsdag den 31. januar klokken 19 i Verdenskulturcentret, Nørre Allé 7 i København. Her kan du blandt andet høre oplæg om bedsteforældrenes arbejde og om somaliske flygtninge, der trues af udvisninger.
Solidaritetsarbejde
Bedsteforældrene for Asyls arbejde foregår som solidaritetsarbejde, når bedsteforældrene demonstrerer udenfor asylcentre, og når de som bisiddere, kontaktformidlere og almindelige mennesker støtter asylansøgerne i dagligdagen. Bedsteforældrene driver café, aktiviteter for asylansøgere og børn, kvindegrupper med videre.
Bedsteforældrene er fortalere for asylansøgerne i offentlige debatter, kronikker, læserbreve, med høringssvar og ved demonstrationer, eksempelvis hver lørdag formiddag på Grønttorvet i Odense, aktioner på Folkemødet på Bornholm, en stor avisannonce der opfordrer til permanent ophold til afviste asylfamilier med børn, og en høring på Christiansborg om afviste asylansøgeres børn i asyl- og udrejsecentre.
I 2010 blev en udlændingedebat afbrudt af 26 bedsteforældre, som fra tilskuerbalkonen sang: ”Barndommens Land” i protest mod nye stramninger. SOS Racisme nominerede dem til Nansenprisen, som de dog ikke fik dengang.
Bedsteforældre for Asyl har i over 10 år stået næsten hver søndag foran Sandholmlejren. Men da Sandholm nu er blevet modtagecenter, og asylansøgerne kun opholder sig få uger dér, møder bedsteforældrene nu op foran Udrejsecenter Sjælsmark 2. og 4. søndag hver måned klokken 14.