Bliv klogere på EU’s bankunion
Bliv klogere på EU’s bankunion
Folkebevægelsen mod EU afholder offentligt møde i Valby. Husk tilmelding!
Regeringen tøver med en klar udmelding om dansk deltagelse i EU's bankunion.
– Med bankunionen skal EU's Centralbank både få ansvaret for EU's monetære politik og for at kontrollere bankerne. Det er at lade ræven vogte gæs, advarede Erik Høgh-Sørensen fra talerstolen på Folkebevægelsen mod EU's seneste landsmøde i 2014.
Her blev vedtaget en arbejdsplan, hvori det hedder, "at Folkebevægelsen umiddelbart skal gå i gang med en selvstændig politisk kampagne for at få den folkeafstemning om bankunionen, som ja-partierne for alt i verden vil undgå".
Det er noget af baggrunden for et offentligt møde om EU's bankunion, som Folkebevægelsen mod EU afholder nu på lørdag klokken 12-16 hos 3F BJMF i Valby.
Helge Rørtoft-Madsen, talsperson for Folkeafstemningskomité 2010, holder oplæg om suverænitetsafgivelse i tilfælde af dansk tilslutning til bankunionen.
Professor Jesper Jespersen, Roskilde Universitet, vil tale om, hvorfor deltagelse i EU’s bankunion er særligt problematisk for ikke-eurolande.
Endelig taler professor Finn Østrup, CBS, om, hvad alternativet er til EU’s bankunion.
Efter hvert oplæg er der tid til debat og spørgsmål.
Fra arrangørerne byder Jørgen Grøn velkommen, og Ole Nors slutter af.
Hvis du vil deltage, er tilmelding nødvendig: Send en e-mail til fb@folkebevaegelsen.dk – husk at skrive: "Møde om EU’s bankunion den 21/3" i emnet og dit navn og telefonnummer i mailen.
Mølle Allé 26, 2. sal, Valby
lørdag den 21. marts klokken 12-16