Borgermøde om pesticider og drikkevand i Beder
Borgermøde om pesticider og drikkevand i Beder
Debatmøde i Beder Sognegaard, Kirkebakken 58.
MANDAG d. 26. september kl. 19.00. - 21.30. Beder Sognegaard. Kirkebakken 58, 8330 Beder.
Mandag d. 26. september indbydes interesserede borgere i Beder og omegn til offentligt møde vedr. drikkevandssituationen i Beder-området. Aarhus Kommune ønsker at pålægge en række lodsejere i Beder-området forbud mod at de kan benytte pesticider på marker beliggende direkte over et vigtigt grundvandsmagasin i området.
Dette vil de pågældende lodsejere ikke finde sig i og afkræver nu Aarhus Kommune en klækkelig erstatning på 65.000 kr. pr. ha. Dette krav ønskes opfyldt, selv om lodsejerne fortsat kan dyrke de pågældende marker uden brug af kunstgødning og pesticider – altså økologisk.
For at sikre rent drikkevand til borgere i Beder / Malling-området – og rent drikkevand til Aarhus Kommune i øvrigt – har Enhedslisten og andre miljøinteresserede inviteret flere fagfolk og politikere til dette møde.
Der vil være oplæg af Søren Egge Rasmussen(EL), folketingsmedlem,fødevareordfører, Ango Winther (S), medlem af Aarhus Byråd, teknisk udvalg, næstformand i Aarhus Vand og næstformand i DANVA, Peter Bonfils (EL) medlem af Aarhus Byråd, Teknisk Udvalg, Niels Nørskov, repræsentant for Jordbrugsfonden ØkologiskSamsø.