Brunch, bøger og ballader
Brunch, bøger og ballader
Mød byplanlægger og forfatter Peter Schultz Jørgensen i Cafe Oskar i Aarhus.
Kommunistisk Parti, Aarhus indbyder dig til en søndag med brunch, bøger og ballader.
Brunch i form af hjemmelavet brød og marmelade, æg, pølser og bacon, ost, frugt og kage og "en lille en". Ballader i form af levende guitarmusik. Og bøger i form af Peter Schultz Jørgensen, der for nylig har udgivet bogen "New York & kampen for byen", som han vil præsentere med lyd og billeder.
- Byer har altid skubbet samfundene igennem historien. Byerne har været arnesteder for opbrud og grundlæggende ændringer. Her har menneskers drev, nysgerrighed og fortvivlelse udløst skaber- og handlekraft, som har næret vores fantasier om, hvordan verden også kunne være, siger Peter Schultz Jørgensen. Han er uddannet byplanlægger og har arbejdet med byudvikling og kulturstrategier i flere byer.
Peter Schultz Jørgensen mener, at byen i dag har et afgørende potentiale som politisk platform. Men hvorfor er byerne ikke i dag et tungt politisk spørgsmål? Byen popper op på dagsordenen hvert fjerde år til kommunevalget med spørgsmål om skoler, udlicitering, ældrepleje, svømmehaller og cykelstier på dagsordenen. Men i det store billede har byen haft en forunderlig fraværende plads. Også på venstrefløjen og ikke mindst i Danmark.
Det koster 90 kroner at deltage søndag den 16. marts klokken 11-14 i Cafe Oskar, Mejlgade 49. Tilmelding senest 12. marts til cafeoskar@kommunister.dk
For 399 kroner kan du købe "New York & kampen for byen" og få den signeret.