BZ-bevægelsen går igen!
BZ-bevægelsen går igen!
Demo fra Ryesgade 58 til Christianshavns Torv, hvorfra man kan gå til Barrikadefest i Den Grå Hal på Christiania.
BZ-bevægelsen går igen.
"Boede du i et BZ’at hus? Var du forbi Ungern på Jagtvej 69? Er du en af nutidens oprørere? Eller vil du bare gerne med? Så kom til BZ-retro-demo for fremtidens skyld!"
Opfordringen kommer fra nogle BZ’ere fra dengang, som inviterer dig til at gå med i demo på 30-året for det store barrikadeoprør i Ryesgade 58 i København i september 1986.
Demoen finder sted lørdag den 10. september. Arrangørerne skriver:
”Væk med lortesystemet! For et selvbestemt liv!”
Sådan lød en parole under vores store BZ-oprør i september 1986. Det kunne måske være sagt mere elegant. Men parolen er typisk BZ: Vi krævede, at samfundet – ja hele verden – skulle laves totalt om. Og vi troede på, at vi gennem fælles handling selv kunne gøre noget. Dét mod på forandring og dén tro på kollektive løsninger vil vi gerne fejre. For den slags synes vi, at der stadig er brug for i dag!"
Demonstranterne samles klokken 15 foran det tidligere BZ’atte hus i Ryesgade 58 og går derfra ad Blegdamsvej, Nørrebrogade, Nørreport og til Gammeltorv.
På Gammeltorv vil genforenede 80’er-punkbands herunder drengene i Pleasure Squad spille op.
Demoen slutter på Christianshavns Torv, hvorfra man kan gå til den store Barrikadefest i Den Grå Hal på Christiania.
Her vil der være mad og musik ved blandt andre Tredje Tilstand, City-X, Assassinators, Whife Escape, Sorteper, AC & Racso, Familieorkestret, Junkyard Rebellion (Berlin) og Guddommelig Galskab. Entreen er 100 kroner, mad koster 50 kroner.
"Til september er det 30 år siden, politiet ryddede en af de sidste store højborge i BZ’s historie – Ryesgade 58 på Østerbro. Vi kæmpede, selv om vi vidste, at det var en kamp, vi ikke kunne vinde. Det vil vi mindes ved at afholde en fest for alle, som har følt sig som en del af BZ-miljøet igennem tiden," skriver arrangørerne.