Cuba i dag – drømmen om socialisme
Cuba i dag – drømmen om socialisme
Henrik Thejl Hansen, der lever i Cuba, og formand for Dansk-Cubansk Forening Sven-Erik Simonsen leverer oplæg til debat om Cuba på Rød Sommerlejr, og du kan nå at tilmelde dig endnu.
Cuba er i gang med at "opdatere sin økonomiske model".
Landets præsident Raúl Castro taler om at skabe "en produktiv og bæredygtig socialisme", hvor alle skal yde efter evne og nyde efter indsats.
Cuba står med enorme udfordringer, og der lurer ideologiske farer.
På Rød Sommerlejr i den kommende uge er mandag aften afsat til oplæg om debat om Cuba. Sven-Erik Simonsen, som er formand for Dansk-Cubansk Forening, og som har opholdt sig i Cuba i december og januar, fortæller om Cuba i dag og kommer med bud på, hvor Cuba bevæger sig hen.
– Den aktuelle cubanske virkelighed nærer håbet og drømmen om en moderne, demokratisk og velstående socialisme. Cubanerne er veluddannede og er på mange måder godt rustede til fremtiden, fortæller Sven-Erik Simonsen.
Men Cuba står også med enorme udfordringer, og der lurer ideologiske farer, tilføjer han.
For hvad bliver den politiske og ideologiske konsekvens af, at den statslige sektor over cirka 10 år skal reduceres fra 95 procent til 65 procent af samfundsøkonomien og beskæftigelsen?
Der er ingen, der kan give sikre svar på spørgsmålene, men danske Henrik Thejl Hansen, der lever i Cuba med sin cubanske familie i Havanna-bydelen Diez de Octubre, har fingeren i den cubanske jord. Han vil fortælle om holdningerne, sådan som han møder dem på gaden, ansigt til ansigt med den almindelige cubaner i hverdagen. Og svare på spørgsmål.
Læs hele programmet her.
>>> PROGRAMMET FOR RØD SOMMERLEJR
Og tilmeld dig. Der er stadig plads og mulighed for både at deltage hele ugen eller enkelte dage.