10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Cuba på vej, hvorhen?

Solidaritet

Cuba på vej, hvorhen?

Jørgen Møller har netop udsendt sin bog "Cuba – på vej hvorhen". Han holder oplæg i Esbjerg, og alle er velkomne. Bemærk at der klokken 19 er generalforsamling i Dansk-Cubansk Forening Sydvestjylland.

Bogen kommer ind på Cubas historie og landets fantastiske muligheder for turister, ligesom bogen har mange illustrationer.
FOTO: Bogforside
1 af 1
13 feb 2018

Alle er velkomne, og der er gratis entre, når Dansk-Cubansk Forening i Sydvestjylland inviterer til en aften om Cuba. Det er tirsdag den 13. februar klokken 20, og stedet er Malernes Fagforening, Fredensgade 1 i Esbjerg Ø.

Jørgen Møller vil fortælle om sin bog: Cuba – på vej hvorhen, som netop er udkommet, og han vil vise billeder fra Cuba. Hvor står Cuba i dag? Fordelingen mellem rige og fattige på Jorden? Hvilken betydning har Cuba som socialistisk stat. Det er nogle af de spørgsmål, som kommer til debat.

Der eksperimenteres med nye veje for at udvikle den socialisme, der i Cuba har 55 års jubilæum. Forfatter Jørgen Møller er fascineret af Cuba, men har eftertanken og det kritiske blik med. Han mener, Cuba er et fantastisk fascinerende land med betagende strande, klassiske biler, gamle koloniale bygninger og en befolkning, som giver sig hen i åndeløs salsa og rom, som kun drikkes i Cuba.

Cubas udvikling viser andre veje for et samfund og dets menneskers organisering, og at rejse til Cuba vil være en oplevelse for livet, påpeger han. Bogen kommer ind på Cubas historie og landets fantastiske muligheder for turister, ligesom bogen har mange illustrationer.

Cuba har haft særlige forhold til især USA. Den spansk-amerikanske Krig om Cuba var afsluttet i 1898, efter at krigen havde kostet 250.000-350.000 cubanere livet, på et tidspunkt hvor befolkningen på Cuba var på cirka 1,5 millioner.

Årene efter kæmpede forskellig magtgrupper mod hinanden, og i marts 1952 gennemførte Batista et statskup og et styre med tusindvis af skurke og banditter, hvoraf også gangsterne fra USA fik stor magt på Cuba. Men den 8. januar 1959 kunne Fidel Castro med modstandsbevægelsen overtage magten som en national befrielseshær med humanistiske synspunkter.

Men allerede i 1960/61 indførte USA blokade og handelsboykot mod Cuba og afbrød de diplomatiske forbindelser til Cuba, som herefter var nødt til at søge andre handelspartnere. USA’s embargo mod Cuba er blevet fordømt af FN’s generalforsamling – gang på gang – men FN har ikke styrke nok til at stoppe USA’s aggressioner, og hvor USA stadig har en flådebase: Guantánamo på Cuba.

Arrangør: Dansk-Cubansk Venskabsforening i Sydvestjylland. 

Årsmøde

Bemærk: Lige inden det offentlige møde – fra klokken 19 til 20 – er der årsmøde i Dansk-Cubansk Forenings lokalafdeling i Sydvestjylland. Medlemmer i området fra den tyske grænse og til Ringkøbing opfordres til at deltage.

Dagsorden: 

  1. Velkomst og valg af ordstyrer og referent.
  2. Beretning
  3. Godkendelse af regnskab
  4. Valg
  5. Eventuelt