Da folkets vilje blev landets lov
Da folkets vilje blev landets lov
70-året for folkeopstanden 29. august 1943 bliver markeret i Valby. Der er brug for en ny 29. august, et opgør med dem, som i dag er i en fremmed magts tjeneste, mener arrangørerne.
Den 29. august 1943 overtog tyskerne fuldstændig magten i Danmark. På grund af sabotage og folkestrejker i en lang række danske byer (augustoprøret) blev den danske samarbejdsregering tvunget til at ophøre med at fungere, da den ifølge besættelsesmagten ikke kunne opretholde ro og orden.
Augustoprøret
"Den 29. august i år er det 70-årsdagen for de skelsættende begivenheder i august 1943 – kendt som augustoprøret – oprøret der endeligt gjorde op med det officielle Danmarks hidtidige hykleri og landsforræderiske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt. Et oprør som også bør vække til politisk eftertanke i det herrens år 2013, hvor det officielle Danmark igen er på den gale side – undertrykkernes side," skriver Anton Nielsen, formand for FIR Danmark, i det seneste nummer af tidsskriftet Antifascistisk Forum.
FIR er en paraplyorganisation for fange- og modstandsorganisationer i 26 europæiske lande.
FIR Danmark arrangerer sammen med Horserød-Stutthof Foreningen et offentligt møde på 70-årsdagen, torsdag den 29. august, under overskriften "Da folkets vilje blev landets lov".
Horserød-Stutthof Foreningen organiserer tidligere modstandsfolk, der har været interneret i blandt andet Horserød-lejren og kz-lejren Stutthof, samt deres pårørende.
På det offentlige møde vil Annette Mørch fra Horserød-Stutthof Foreningen oplæse "stemningsbilleder" fra tiden omkring den 29. august 1943. Herudover optræder Leif Monnerup, Røde Horn og Oktoberkoret. John Ekebjærg-Jakobsen, talsmand for Foreningen Oprør, og Anton Nielsen, formand for FIR Danmark, vil holde tale.
Der er gratis adgang til mødet klokken 19 hos 3F BJMF, Mølle Alle 26 i Valby.
Brug for et nyt opgør
Anton Nielsen beskriver betydningen af den 29. august 1943:
"Vigtigst af alt: Samarbejdspolitikken brød sammen. Det danske folk havde trukket tæppet væk under Scavenius-regeringen. Det var det danske folks fortjeneste, at Danmark efter den 29. august blev anerkendt af de allierede nationer som krigsførende nation på allieret side og ikke som Nazi-Tysklands lille stikirenddreng.
Tyskerne opretholdt undtagelsestilstanden i 39 dage. Den 6. oktober blev den omsider hævet. Det danske folk var en vigtig, men dyrekøbt, erfaring rigere. Samtidig havde man lært sammenholdets styrke at kende, dengang da folkets vilje blev landets lov."
Anton Nielsen konkluderer til slut:
"Situationen i dag har adskillige lighedstegn med situationen i 1943. Også i dag ser vi vore hjemlige krigsmagere og samarbejdspolitikere, i øvrigt repræsenterende de samme partier som i 1943, blive taget i lodrette løgne. Skamløst har de løjet for det danske folk for at tækkes en fremmed magt – denne gang USA.
Danmark er i krig. På amerikansk ordre og under deres kommando deltager danske soldater nu i undertrykkelsen og besættelsen i foreløbig Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen. Hvad bliver det næste?
Vi ved, at uanset hvad det måtte være, man kaster sig over næste gang, vil den nuværende danske regering slå hælene sammen og parere ordre. Kun det danske folk kan forhindre det. Derfor er der brug for en ny 29. august. Et opgør med de, som i dag er i en fremmed magts tjeneste."
Læs Antifascistisk Forum nr. 3 2013