21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmarks befrielse markeres

Antifascisme

Danmarks befrielse markeres

Efterkommere til Amager Partisaner (AMPA) arrangerer markering den 5. maj ved monumentet på Christmas Møllers Plads. Og den 4. maj er der markering på Vesterbro i København, i Aarhus og i Randers.

FOTO: Aage Christensen
1 af 1
05 maj 2016

Danmarks befrielsesdag markeres torsdag den 5. maj klokken 16 på Christmas Møllers Plads ved mindesmærket for de faldne modstandsfolk. Der er kransenedlæggelse efterfulgt af tale ved historiker Tommy Christensen og musik ved Nils Pedersen, harmonika. 

Amager Partisanerne – AMPA – var en modstandsgruppe med rødder i den kommunistiske BOPA-gruppe. De gennemførte cirka 3000 aktioner fra 1942 til 1945 mod blandt andet B & W, Riffelsyndikatet, Atlas og Globus og omfattede omkring 2300 folk.

Monumentet på Christmas Mølles Plads er fra 1949. Det er sat til minde om de 76 modstandsmænd og -kvinder, der døde i kampen mod den tyske besættelsesmagt.

Hvert år den 5. maj arrangerer efterkommere til de faldne mindemarkering ved monumentet.

4. maj

Danmarks befrielse markeres også den 4. maj.

I København arrangerer 4. maj Initiativet på Vesterbro den traditionelle demonstration – Istedgade overgiver sig aldrig – med start klokken 19:30 på Halmtorvet.

Kommunisterne i Aarhus inviterer til den årlige markering 4. maj, hvor de lægger blomster ved modstandskampens mindesmærker. Det sker den 4. maj klokken 17:00 i Mindelunden i Skæring og cirka 17:45 på Vestre Kirkegård ved mindesmærket for de, der døde i kz-lejrene.

I Randers den 4. maj klokken 17:30 ved frihedsmonumentet på Skovbakken er der kransenedlæggelse, sange og talere. Tag gerne noget med til grillen og måske en blomst eller en krans. Tale ved Kim Kristensen fra Beboerlisten og Feramuz Acar fra Alevi-foreningen. Arrangør er Kommunistisk Parti Randers.