Debat: Er kønsopdelt svømning undertrykkende?
Debat: Er kønsopdelt svømning undertrykkende?
Offentligt debatmøde i Foreningernes Hus i Brabrand med Gert Bjerregaard, politisk ordfører for Venstre i Aarhus Byråd, Merete Ipsen, leder af Kvindemuseet, og Wissal El-Arid, bruger af kvindesvømningen i Gellerupbadet.
Der er lagt op til en ny runde i slaget om Aarhus Byråds omdiskuterede planer om at forbyde den kønsopdelte svømning i Gellerupbadet, når tilhængere og modstandere onsdag tørner sammen. Det sker ved et offentligt debatmøde klokken 19 i Foreningernes Hus i Brabrand.
Blandt deltagerne er Venstres politiske ordfører i Aarhus Byråd, Gert Bjerregaard, der har været bannerfører for forslaget om at forbyde den kønsopdelte svømning.
”Vi synes, at det er fint, at Bjerregaard nu stiller op til debat, da vi hidtil har haft svært ved at trænge igennem til forbudstilhængerne med argumenter og fakta. Vi ser frem til en god og frugtbar debat, hvor argumenterne for og imod svømmeforbuddet kan blive vendt og de forhåbentlig mange fremmødte kan gå lidt klogere hjem,” udtaler talsperson Elsebeth Frederiksen fra arrangørerne, ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet”.
Den nystartede gruppe, der er oprettet i protest mod byrådets planer om at forbyde den kønsopdelte svømning, har allerede på gaden og nettet indsamlet over 2.500 underskrifter mod forbuddet. Desuden stod gruppen i sidste uge bag en demonstration i forbindelse med byrådets møde. Protestgruppen varsler desuden nye aktioner og happenings, når svømmeforbuddet sættes på byrådets dagsorden igen. Hvornår det sker, er dog endnu uvist.
Ved mødet onsdag deltager foruden Gert Bjerregaard bl.a. også Maria Ventegodt Liisberg, ligebehandlingschef ved Institut fra Menneskerettigheder. Hun har tidligere udtalt, at Institut for Menneskerettigheder overvejer at rejse en sag om diskrimination ved Ligebehandlingsnævnet, hvis byrådets svømmeforbud indføres. Endelig deltager Merete Ipsen, leder af Kvindemuseet, og Wissal El-Arid, bruger af kvindesvømningen i Gellerup, også i onsdagens debatpanel.
Debatmøde: Er kønsopdelt svømning undertrykkende?
Tid: Onsdag den 14.12. kl. 19-21.
Sted: Foreningernes Hus (store sal), Gudrunsvej 10A, 8220 Brabrand
Paneldeltagere:
* Gert Bjerregaard, politisk ordfører for Venstre i Aarhus Byråd
* Maria Ventegodt Liisberg, ligebehandlingschef, Institut for Menneskerettigheder
* Merete Ipsen, leder af Kvindemuseet
* Wissal El-Arid, bruger af kvindesvømningen i Gellerupbadet
Arrangør: ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet
Debatmødet på Facebook:
https://www.facebook.com/events/236273906801738/
Link til underskriftsindsamling:
http://www.skrivunder.net/alle_kvinder_har_ret_til_kvindesvomning__ogsa_muslimske_kvinder
Link til ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadets” Facebook-side:
https://www.facebook.com/Kvindesv%C3%B8mningens-Venner-i-Gellerupbadet-1611795195789179/