Debat om imperialisme, Syrien og kurderne
Debat om imperialisme, Syrien og kurderne
Kommunistisk Parti Nordjylland inviterer til debat.
Onsdag den 1. marts klokken 19 inviterer Kommunistisk Parti Nordjylland til debat i Socialisternes Hus. Mødets tema er: Imperialismen i offensiven – imperialisme, Syrien og kurderne.
Medierne er fyldt med nyheder, men sandheden om, hvad der virkeligt sker, forties.
Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti, vil gå bag om nyhederne og lægge op til debat om perspektiverne for en fredsløsning.
I sin blog "USA bevæbnede terroristerne" på kommunister.dk skriver Jørgen Petersen blandt andet:
"Igennem årene har USA udrustet og uddannet terrorister i en lang række lande.
Målet har været at vælte regeringer samt skabe borgerkrige og kaos, som er ideelle betingelser for at tvinge et folk i knæ. Blandt de mest kendte eksempler er de såkaldte contraer i Nicaragua og Taliban i Afghanistan.
Når det gælder borgerkrigen i Syrien, har de danske medier generelt set ikke forholdt sig til, hvordan terrorgrupperne finansieres og har fået deres våben. Igennem flere år har spørgsmålet været omtalt i medier i en række lande, men de førende danske medier, som sendte 50 journalister til USA for at dække præsidentvalget, har generelt undgået dette tema."
"Den generelle linje i medier her i landet og blandt Folketingets partier er, at Danmark står skulder ved skulder med USA, som leder kampen mod Islamisk Stat og lignende terrorister i Mellemøsten. Men man fortæller ikke, at disse terrorgrupper er skabt og udrustet af USA og dets allierede, som lignende terrorgrupper har været det tidligere i historien."