16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Debat om uformel økonomi og ulighed

Konference og kultur

Debat om uformel økonomi og ulighed

I forbindelse med at fagforeningsledere fra hele verden mødes i DGI-byen, kan du blandt andet opleve ghanesisk mad og modeshow.

Mange mennesker arbejder i den uformelle økonomi, her systue i Benin.
FOTO: Carsten Snejbjerg
1 af 1
21 apr 2015

Mindst to milliarder mennesker verden over arbejder i den uformelle økonomi. De lever ofte som juridiske ikke-personer, uden papirer endsige politisk repræsentation. De har ikke normal adgang til social sikring, sundhed eller skolegang. De arbejder og lever på nåde af myndigheder, arbejdsgivere og forbryderbander – ofte i underbetalte, farlige og beskidte jobs.

Ved at løfte mennesker fra den uformelle økonomi over i den formelle bliver samfundet rigere.

FN's arbejdsorganisation ILO har i årevis arbejdet på retningslinjer for, hvordan uformelle arbejderes situation kan forbedres. På ILO’s konference 1.-12. juni i Geneve vil man formentlig vedtage en anbefaling, som blandt andet omhandler lovgivning, beskæftigelsespolitik samt rettigheder og socialt sikkerhedsnet. Med anbefalingen har regeringer, primært i udviklingslandene, et værktøj, som de kan bruge i udarbejdelse af nationale handlingsplaner for formalisering af uformel økonomi.

Den 21.-23. april mødes fagforeningsledere fra hele verden i DGI-byen i København for at finpudse den globale fagbevægelses indstilling til ILO-konferencen.

I den forbindelse finder der et par arrangementer sted:

Der er ghanesisk mad og debat i DGI-byens spisehus onsdag den 22. april klokken 19-21:30.

Modeshow – designs fra Benin og Indien i DGI-byens showroom torsdag den 23. april klokken 19-22.

Endelig er der konference i Eigtveds Pakhus den 24. april om uformel økonomi med Mogens Lykketoft og Mogens Jensen.