05 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Debat om dagpengekravene

Debatmøde

Debat om dagpengekravene

Århus Arbejdsløshedsnetværk indbyder til debat hos LO Århus, Skt. Knuds Torv 3.

11 sep 2014

I Århus Arbejdsløshedsnetværk, der arbejder for at organisere alle arbejdsløse på tværs af fag og fagforeninger, er man stærkt bekymrede over udsigterne på dagpengeområdet, hvis der ikke sker noget nu.

Derfor står Århus Arbejdsløshedsnetværk bag et debatmøde om dagpengekravene torsdag den 11. september klokken 19 hos LO Århus, Skt Knuds Torv 3.

Netværket ønsker "en bred debat i den østjyske fag-, elev- og studenterbevægelse, der stiller skarpt på, hvilke forbedringer der er brug for – og hvordan vi styrker presset for at de imødekommes."

Over 40.000 har mistet deres dagpenge mod de forventede 4.000. Og hvis en borgerlig regering træder til ved folketingsvalget om senest et år, ser det ifølge netværket sort ud.

Hidtil har regeringen været afvisende, men der er utilfredshed i den socialdemokratiske folketingsgruppe, og i befolkningen støtter hele 68 procent genoptjeningskravet, påpeger Århus Arbejdsløshedsnetværk.

På mødet deltager folketingspolitikerne Bjarne Laustsen, Socialdemokraterne, Eigil Andersen, Socialistisk Folkeparti, og Christian Juhl, Enhedslisten.

Carin Weibull, BUPL Århus og medlem af BUPL's hovedbestyrelse, giver et oplæg om fagbevægelsens rolle og opgaver.

Der er sat tid af til at "summe" ved bordene over oplæggene, og herefter er der debat om, hvilke krav der bør stilles til regeringen, samt hvordan der skabes mest mulig opmærksomhed omkring kravene.

Arrangementet anbefales af LO Århus og FTF Midtjylland.