Demo for bedre kår for patienter og personale
Demo for bedre kår for patienter og personale
Sundhedsfagligt personale demonstrerer på Christiansborg Slotsplads på fredag.
Sundhedsfagligt personale, som kræver bedre kår for både patienter og personale, indkalder til demonstration nu på fredag klokken 15:30 på Christiansborg Slotsplads i København.
Blandt talerne er Grete Christensen, formand fra DSR, og Karen Stæhr, sektorformand for social- og sundhed i FOA. FOA anbefaler demonstrationen.
1600 personer har indtil videre tilmeldt sig på Facebook.
De mange tilmeldte vidner om, at rigtig mange sundhedsfaglige er godt trætte af politikere, som op til folketingsvalget lover forbedringer, der alligevel ender i forringelser. Så trætte, at de nu tager til Christiansborg for selv at råbe dem op. Det mener en af initiativtagerne til demonstrationen, sygeplejerske og tidligere SOSU-assistent Heidi Simonsen. Hun blev frustreret over den virkelighed, hun mødte efter endt uddannelse.
– Jeg kunne ikke udføre god sygepleje, som jeg havde lært på uddannelsen, vilkårene er simpelthen for dårlige, fortæller Heidi Simonsen og fortsætter:
– Vi er rigtig mange, der er frustrerede. Vi skriver i lukkede fora på Facebook om, hvor forfærdelige forholdene er, men det ændrer jo ikke noget. Derfor fandt jeg på at lave denne demonstration.
Parolerne er: Flere hænder i sundhedsvæsenet! Slut med nedskæringer! Mindsk bureaukratiet, hvor det er unødvendigt! Der skal ses på medicinudgifter, når Norge kan – kan vi også! Den sidste parole henviser til, at stigende priser på medicin vil udhule budgetterne, og at man i Norge har taget konsekvensen.