17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Demo for klodens fremtid

Demonstration

Demo for klodens fremtid

Enhedslisten Rebild indbyder til demonstrationstog til Rebild Bakker på tirsdag den 4. juli.

04 jul 2017

For at sætte fokus på hvilke konsekvenser Trumps beslutning har for klodens fremtid – og for at støtte de stærke kræfter i USA, der går imod Trump, vil Enhedslisten Rebild den 4. juli gå i demonstrationstog til Rebild Bakker, hvor der ved indgangen til festpladsen vil være taler ved Enhedslistens nordjyske folketingskandidat Peder Hvelplund, Hjørring, og den lokale byrådskandidat Emilie Søndergaard, Skørping.

Demonstrationen går fra Skørping Station klokken 13, oplyser arrangørerne, som håber, "at rigtig mange vil møde op og vise deres utilfredshed med med Trumps miljøpolitik og vise vores solidaritet i kampen mod klimaændringerne og kampen for, at også vores børnebørn har en beboelig jordklode."

"Siden Donald Trump overtog præsidentembedet i USA har en måbende omverden været vidne til en daglig strøm af politiske tåbeligheder fra Det Hvide Hus.

Trumps beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen er indtil videre den alvorligste af disse tåbeligheder. Den globale opvarmning er en realitet, der ikke længere kan benægtes, og kun en enig global indsats kan afværge en kommende klimakatastrofe.

USA er verdens største økonomi og største forbruger af fossile brændstoffer, derfor er det afgørende, at USA er en aktiv medspiller i klimaaftalen fra Paris."