11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Demo med flashmob: Drop uddannelsesloft!

Demonstration

Demo med flashmob: Drop uddannelsesloft!

Uddannelsessøgende går gennem byen fra Israels Plads til Christiansborg Slotsplads.

FOTO: Privat
1 af 1
06 apr 2017

Den 6. april bryder ungdommen gennem uddannelsesloftet, lover initiativet “Nej til begrænsning af dobbeltuddannelse”, som i samarbejde med Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Danske Studerendes Fællesråd (DSF), Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH), Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO), Lærerstuderendes Landskreds (LL), Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS), Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende (SDS) og Prosa/stud arrangerer demonstration og flashmob i København. Arrangørerne skriver:

"Den 19. december vedtog VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet et uddannelsesloft, der kommer til at have fatale konsekvenser for tusindvis af unges mulighed for at uddanne sig, tage nye valg og videreudvikle sig.

Efterfølgende er der blevet løsnet en smule op i det, men det har kun reddet 28 procent af dem, der blev ramt til at starte med. Så kampen er langt fra færdig!

Vi holder derfor demonstration, hvor vi går gennem Københavns gader med uddannelsesloftet over os. Det gør vi med 72 pavilloner, der symboliserer de 72 procent, der stadig bliver ramt af uddannelsesloftet.

Vi ender på Christiansborg Slotsplads, hvor vi skal bryde gennem uddannelsesloftet ved at smide vores pavilloner over skulderen og vise politikerne, at vi ikke vil lade os begrænse, og at vi kræver, at også de smider uddannelsesloftet over skulderen!"

Demoen starter med en åbningstale torsdag klokken 16 på Israels Plads. Klokken 16:30 går deltagerne mod slotspladsen, hvortil man ankommer klokken 17. Her laves flashmob: "Vi skriver L O F T E T med de 72 pavilloner og “dropper loftet”. Efter en afslutningstale slutter demoen klokken 17:30.

"Inviter alle, I kender – og del eventet, så vi kan komme så mange som muligt på gaden, der viser utilfredshed med uddannelsesloft og råber politikerne op!"