Demo mod asylstramninger
Demo mod asylstramninger
Demonstration på Nytorv i København på lørdag.
Nu på lørdag inviterer initiativet "Gæstfrie i Halsnæs" alle, der prioriterer medmenneskelighed, til at møde op på Nytorv i København klokken 14 til en demonstration mod asylstramninger.
"I en tid, hvor op imod 51 millioner mennesker er på flugt fra krig, vold, forfølgelse og sult, taler vores statsminister om asylstramninger. Det er uanstændigt," skriver "Gæstfrie i Halsnæs", det arbejder for et medmenneskeligt Halsnæs – og Danmark.
Demonstrationen er kun et af flere initiativer, som gruppen af gæstfrie har gang i.
- Det hele startede med, at det nye byråd, som har et borgerligt flertal bestående af fire fra Dansk Folkeparti og syv fra Venstre, besluttede, at det velfungerende asylcenter i Auderød, som hidtil har huset mellem 600 og 700 asylsøgere, skulle nedlægges. Venstre gik med, fordi Dansk Folkeparti så lovede dem borgmesterposten, siger Lisbet Møller, medlem af byrådet i Halsnæs for Enhedslisten og aktiv i "Gæstfri i Halsnæs".
- Borgerne i Halsnæs blev "sure". Hvad bilder de sig ind? Et bosted for så mange mennesker, beskæftigelse for mange lokale håndværkere og arbejdsplads for rigtig mange lokale borgere, tilføjer hun.
Vreden blandt borgerne har blandt andet ført til oprettelsen af Facebookgruppen "Gæstfrie i Halsnæs" og dannelse af en moralsk og økonomisk støtteforening for de mennesker, som har mulighed for at huse asylsøgere i deres eget hjem og i øvrigt bakke op om asylsagen. Derudover er der planlagt en støttekoncert den 25. november.