Demo mod forhøjet pensionsalder
Demo mod forhøjet pensionsalder
Det sker lørdag på Kirketorvet i Vejle, lige ved gågaden.
Synes du heller ikke, at pensionsalderen skal sættes op, så kom og bak op og sig nej til højere pensionsalder! Mød op til demonstration lørdag den 11. februar klokken 11 til 14 på Kirketorvet i Vejle, lige ved gågaden.
Bjarne Lykke, som er tillidsrepræsentant på HP Frugt i Vejle, og som har taget initiativ til demonstrationen, skriver i indbydelsen:
"Støt dine kolleger, så vi kan vise den utilfredshed, vi har imod Lars Løkke-regeringens forslag om højere pensionsalder. Vi vil ikke acceptere at blive syge og nedslidte af vores arbejde, fordi Lars Løkke vil give skattelettelser til de rigeste.
Der er i stedet brug for godt arbejde og en meget mere ambitiøs indsats på arbejdsmiljøområdet end skattelettelser eller at hæve pensionsalderen..."
Under demonstrationen taler: Bjarne Lykke, se ovenfor, Jane Norman Larsen, tillidsrepræsentant, Kastrup Lufthavn; Thomas Hesselberg, tillidsrepræsentant, Haldor Topsøe, Frederiksværk; Henning Overgaard, forbundssekretær, 3F; Martin Jensen, formand, 3F Vejle; Peter Hummelgaard Thomsen, MF, Socialdemokratiet, Amager; Karina Lorentzen, forhenværende MF, SF, Kolding; Jan Hoby, næstformand, LFS, (Landsforeningen for Socialpædagoger), København; Christian Juhl, MF, Enhedslisten.
Desuden vil der være musik.
Demonstrationen bakkes op i fagbevægelsen, som flere steder arrangerer bustransport dertil. Og det har væltet ind med underskrifter til 3F's kampagne – Fair pensionsalder. I skrivende stund har 192.643 skrevet under.