Demo mod fraværsregler
Demo mod fraværsregler
Gymnasieelever indkalder til demonstration mod omdiskuterede fraværsregler. Bertel Thorvaldsens Plads, København.
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning har valgt at indkalde til demonstration imod den nye fraværsbekendtgørelse.
Demonstrationen vil finde sted den 13. december klokken 17:00 på Bertel Thorvaldsens Plads – lige ved siden af undervisningsminister Merete Riisagers kontor. Indkaldelsen kommer efter en lang række lokale protester på gymnasier landet over.
Bekendtgørelsen, der trådte i kraft den 22. oktober, betyder blandt andet at elever fremover vil blive registreret fraværende for et helt modul, på trods af kun 2 minutters forsinkelse – og det er uagtet om årsagen er forsinkede busser eller samtaler med lærere på gangene.
Formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Malte Sauerland-Paulsen udtaler: “Den nye fraværsbekendtgørelse er et udtryk for mistillid og mistænkeliggørelse af landets gymnasieelever. Man har fra ministeriets side opfundet et problem, der ikke findes, og det problem vil man så nu løse med øget detailstyring af skolerne, og hårdere sanktioner af den enkelte elev - det er dybt kritisabelt”.
Elevformanden ser dog ikke bekendtgørelsen som et enkeltstående problem. Det er blot et nyt tiltag i en række af lovgivning der presser og mistænkeliggører eleverne:
“Uddannelsesloftet, fremdriftsreformen. karaktermure og nu fraværsbekendtgørelsen. Alle er de eksempler på, at politikerne inde på borgen ser os som tal i et excel-ark, frem for mennesker der skal lære og blive til hele mennesker,” siger Malte Sauerland-Paulsen.
Den uigennemtænkte og forhastede lovgivning, har allerede skabt forvirring og kaos på gymnasierne:
“Jeg har oplevet at blive kaldt til fraværssamtale efter at have nået 4% fravær, for så at få fravær for at komme for sent tilbage fra samtalen. Jeg har også hørt om elever der har fået fravær for en samtale med læreren på gangen som skred få minutter ind over timestart,” fortæller Elvira Zachariasen, gymnasieelev på Aarhus Katedralskole.
Oplevelser som disse er ikke enkeltstående tilfælde:
“Siden bekendtgørelsen er trådt i kraft, har vi fået henvendelser fra helt vildt mange gymnasieelever, så der er ikke nogen tvivl om, at det her er et kæmpe problem. Derfor indkalder vi nu til demonstration for at få undervisningsminister Merete Riisager til at trække bekendtgørelsen tilbage.” siger Malte Sauerland-Paulsen.