11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det kroniske liv

teater

Det kroniske liv

Odin Teatret kommer til København

18 sep 2012

Det verdenskendte nordiske teaterlaboratorium Odin Teatret kommer nu til København med teatersuccecen "Det kroniske liv". Stykket har premiere på Takkelloftet ved Det Kongelige Teater 18. september og spiller efterfølgende på biblioteket på Rentemestervej i København NV.

Forestillingen har været på turné i Polen, Frankrig, Italien, Spanien, Norge, Malta og i byerne Viborg, Herning og Ringkøbing-Skjern.

"Det kroniske liv" er tilegnet Anna Politkovskaya og Natalia Estemirova, russiske forfattere og menneskerettighedsforkæmpere, som blev myrdet af ukendte gerningsmænd i 2006 og 2009 på grund af deres modstand mod krigen i Tjetjenien.

Handlingen foregår simultant i Danmark og forskellige lande I EUROPA i 2031 efter den tredje borgerkrig.

Mennesker og grupper med forskellig baggrund udfordrer hinanden på grund af omvæltningerne, rodløsheden og manglen på arbejde. Hvad sker der, når folk på flugt ønsker at slå rod i fremmed jord og blive en del af en nation, der anser sig selv for at have solide kulturelle rødder? Hvilke misforståelser og opdagelser opstår der i kølvandet på denne konfrontation? Hvordan lever folk i et krigsførende land, hvor soldater først bliver synlige i det øjeblik, de vender hjem langvejs fra i kister?

Forestillingen fremføres på dansk og varer cirka 70 minutter.

Billetter til Det kroniske liv på Det Kgl. Teater - Takkelloftet kan købes via www.kglteater.dk

Nordisk Teaterlaboratorium Odin Teatret blev grundlagt i 1964 og er derved et af de ældste teatergrupper i Danmark. Odin Teatret har siden 1966 haft hjemstavn i Holstebro og kan med "Det kroniske liv" skrive 74 forestillinger på cv'et samt turnévirksomhed i 63 lande.

I sin teaterpraksis som grundforskning, hvor teatrets form og dets forhold til den enkelte tilskuer har været under konstant udforskning, har Odin Teatret blandt andet udviklet begrebet "byttehandel", en situation på lige fod af kulturel udveksling med sine grupper af tilskuere, som har tilladt Odin Teatret at optræde i sammenhænge, hvor teatret normalt ikke når ud: Indianersammer i junglen, storbyslumkvarterer, fængsler, psykiatriske hospitaler, isolerede geografiske områder.

Som det er Odin Teatrets vanlige praksis, sætter teatret under københavnergæstespillet flere andre aktiviteter i gang. Man kan kalde dem Odin Teatrets særlige laboratorieaktiviteter. Disse aktiviteter engagerer og involverer på forskellig vis teaterfolk og den interesserede, nysgerrige tilskuer; blandt andet workshops, dialogmøder, arbejdsdemonstrationer og kulturelle byttehandler.