Djursland får fredsnetværk
Djursland får fredsnetværk
Djurslændinge indbydes til stiftende møde på Rønde Bibliotek.
Så er freden også kommet til Djursland. Eller rettere: Modstanden mod dansk krigsdeltagelse og Anders Foghs aktivistiske udenrigspolitik.
Da de to afdelinger af Enhedslisten den 21. november inviterede borgerne på Djursland til dialog i teatersalen på Hotellet i Rønde om alternativer til dansk krigsførelse, mødte 30 mennesker frem. I løbet af aftenen opstod ideen om et lokalt fredsnetværk på Djursland.
- Hele 20 mennesker meldte sig spontant til dette fredsnetværk. Det var utroligt positivt, for ikke at sige helt fantastisk, fortæller Hasse Schneidermann, der er sekretær for Enhedslisten Syddjurs og var en af initiativtagerne til mødet, hvor blandt andre Enhedslistens forsvarsordfører, folketingsmedlem Nikolaj Villumsen holdt oplæg.
Hasse Schneidermann forklarer, at baggrunden for ideen om at skabe netværket blandt andet er, at dansk krigsdeltagelse ikke har ført til de lovede resultater og har skabt mindre reel sikkerhed mod terror. Og at der næsten ingen solidaritet er med de tusindvis af danskere, der lider af krigstraumer - samtidig med at krigene tærer for meget på vores velfærdssamfund.
- Vi diskuterede for eksempel, om det havde været rigtigt at deltage i krigene i Irak, Afghanistan og Libyen, og hvad der nu var det rigtige at gøre i forhold til udviklingen i Syrien, Iran og helt aktuelt Gaza. Det er den diskussion, vi gerne vil fortsætte, siger Hasse Schneidermann.
Han har nu taget initiativ til at indkalde alle fredselskende djurslændinge til et konstituerende arbejdsmøde torsdag den 31. januar klokken 19 på Rønde Bibliotek, Skolevej 12-14.
På dagsordenen er, hvad fredsnetværket på Djursland skal hedde, grundlag og målsætninger, organisation, uddelegering af arbejdsopgaver og hvad der skal ske i netværket i 2013.