16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En progressiv blok til folketingsvalget?

Høring

En progressiv blok til folketingsvalget?

Netværk for Velfærd og Demokrati indbyder til høring hos HK Hovedstaden. Tilmelding senest 3. februar.

Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører for Enhedslisten, er blandt oplægsholderne.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1
09 feb 2015

I år skal der være folketingsvalg. Netværk for Velfærd og Demokrati – som mener, at der er råd til et godt velfærdssamfund, blot vi mindsker uligheden – vil undersøge muligheden for et "samarbejde mellem de røde partier og fagbevægelsen."

Derfor afholder netværket en høring mandag den 9. februar klokken 19 hos HK Hovedstaden. Tre forbundsformænd og tre folketingspolitikere er indbudt: Per Christensen, 3F; Kim Simonsen, HK; Dennis Kristensen, FOA; Rasmus Prehn, Socialdemokraterne; Trine Mach, socialordfører for SF; Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører for Enhedslisten.

Forbundsformændene får hver tildelt 15 minutters oplæg, politikerne hver 10 minutter. Efter en pause vil være en times debat. 

"Venstre ønsker reelt minusvækst i den offentlige sektor, og det vil gå hårdt ud over velfærden. En borgerlig nedskæringsregering vil koste medlemmerne af LO dyrt," skriver Netværk for Velfærd og Demokrati og påpeger, at enigheden om finansloven kan blive et afsæt for et progressivt alternativ til blå blok.

Netværket opfordrer fagbevægelsen til at samle de tre partier til drøftelser om "et fælles politisk projekt, der rummer mere velfærd, øget beskæftigelse i såvel den private som offentlige sektor, grøn omstilling, regulering af finanssektoren og tiltag, der i højere grad kan gøre Danmark til en humanistisk stormagt."

Tilmelding senest 3. februar til nvd@sol.dk

Svend Aukens Plads 11, København, mandag den 9. februar klokken 19-21:45 – dørene åbnes klokken 18:30.