Er der fare for en ny Koreakrig?
Er der fare for en ny Koreakrig?
Venskabsforeningen Danmark-DDF Korea inviterer til et debatmødet, hvor Peter Kim Laustsen fra Forsvarsakademiet og Geir Helgesen fra Nordisk Institut for Asienforskning (KU) sidder i panelet.
Torsdag den 13. juni bliver der mulighed for at blive klogere på situationen på den koreanske halvø.
"Er der reelt fare for udbrud af en ny Koreakrig i dag?" Sådan lyder det spørgsmål, som to af Danmarks kendere af forholdene i Korea vil give deres bud på.
Det er Venskabsforeningen Danmark-DDF Korea, der står bag debatmødet, hvor Peter Kim Laustsen fra Forsvarsakademiet og Geir Helgesen fra Københavns Universitet/Nordisk Institut for Asienforskning sidder i panelet.
Begge de to oplægsholdere har været brugt af danske medier de seneste måneder i forbindelse med den skærpede situation, hvor Nordkorea har truet med at bruge sine atomvåben som svar på USA's og Sydkoreas meget nærgående militærøvelser vendt mod Nordkorea.
På et tidspunkt meddelte Nordkorea, at man betragtede våbenhvileaftalen fra 1953 - der aldrig er blevet erstattet af en egentlig fredsaftale - for ophævet, fordi USA og Sydkorea havde forbrudt sig mod aftalen.
- Retorikken er langt skarpere, end hvad vi hidtil har set. USA's tilstedeværelse i området er en klar provokation, og Nordkorea har brug for at positionere sig, har Peter Kim Laustsen således sagt til TV2 Nyhederne.
Fra sin arbejdsplads i Forsvarsakademiets institut for strategi følger han blandt andet situation i Kina og Korea tæt.
Geir Helgesen er måske den dansker, der har besøgt både Sydkorea og Nordkorea flest gange:
- Når jeg snakker med dem [nordkoreanerne], så henviser de til, at USA angreb Irak uden opbakning i FN. På samme måde frygter Nordkorea, at USA vil ty til en militær løsning hos dem også, har Helgesen for nyligt sagt til DR Nyheder.
Efter de to eksperters oplæg vil der være mulighed for spørgsmål og debat.
For eksempel om, hvorfor og hvordan dansk militær deltog i USA's og Sydkoreas øvelser i dette forår eller om udsigterne til genforening af den delte nation. Samt naturligvis bore dybere i det skæbnesvangre spørgsmål: Kan det ende med krig, og vil det i givet fald blive en atomkrig?
Alle interesserede er velkomne, og der er gratis adgang oplyser venskabsforeningen.
Stedet er Verdenskulturcenteret, Nørre Alle 7, København N.