11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU efter Brexit

Offentligt møde

EU efter Brexit

Mød Lave K. Broch fra Folkebevægelsen mod EU i Byens Hus i Roskilde til en debat om alternativer til en EU-statsdannelse.

06 apr 2017

Hvor går EU hen, når Storbritannien går ud? Det er emnet i Roskilde torsdag den 6. april klokken 19 i Orangeriet i Byens Hus på Stændertorvet. Lave K. Broch, som er Folkebevægelsen mod EU’s førstesuppleant til EU-parlamentet, vil holde oplæg.

"I juni sidste år stemte Storbritannien sig ud af EU. Nu går forhandlingerne mellem Storbritannien og EU i gang om den endelige aftaler om Storbritanniens exit fra den Europæiske Union.

Det sker, samtidig med at EU toppen lige har fejret 60-året for Romtraktaten og dermed EU’s oprettelse. Det skete i en situation, hvor EU er i dyb krise. EU er ikke i stand til at løse flygtningekrisen. Euroen har skabt dybe økonomiske kriser i flere sydeuropæiske lande med blandt andet stor arbejdsløshed til følge.

Befolkningerne i de europæiske lande har dyb mistillid til EU-projektet. Det viser sig ved de forskellige folkeafstemninger om EU’s politik, som går mod EU-toppen og lokale EU-venlige regeringer. Vi har blandt andet set det i Holland, og vi har set det i Danmark, senest med afstemningen om retsforbeholdet.

På trods af at EU-modstanden bliver større og større blandt europæerne, så lægger EU-toppen op til mere union. Man er godt på vej mod en egentlig statsdannelse med fælles militær, fælles udenrigspolitik, fælles skattepolitik og fælles finanspolitik.

Hvad er alternativet til denne udvikling, og hvad er alternativet til EU? Det vil Lave K. Broch give sit bud på," skriver Folkebevægelsen mod EU i Roskilde, som er arrangør.

Alle interesserede er velkomne.