Faglige imod TTIP inviterer til møde
Faglige imod TTIP inviterer til møde
Fællesmøde i København om TTIP-frihandelsaftalen mellem EU og USA. Det er lørdag den 6. februar kl. 10 til 15 hos El-Forbundet i Tikøbgade, København.
Modstanden TTIP-frihandelsaftalen vokser i folkelige og faglige kredse. Nu samles fagligt aktive og andre interesserede til møde for at diskutere den kontroversielle aftale, som kritikere påpeger truer både faglige rettigheder, forbrugerbeskyttelsen, miljøet og demokratiet.
Det er kredsen "Faglige imod TTIP", som inviterer alle interesserede til fællesmøde med oplæg og debat. Mødet foregår lørdag den 6. februar fra klokken 10 til 15 hos El-Forbundet, Tikøbgade 9, København N.
Program:
Kl. 10.00: Velkomst ved Claus Westergreen, formand for fagforeningen BJMF.
Kl. 10 - 12:
- Generelt om TTIP ved Kenneth Haar
- Særligt om ISDS (investorbeskyttelse) ved Nanna Clifford
- Om TTIP og arbejdsmiljø ved Palle Bisgaard fra 3F
- Repræsentant fra tysk fagbevægelse om "hvorfor vi er imod TTIP, og hvad vi gør"
Kl. 12.00: Frokost
Kl. 13.00: Summemøde i salen: Hvad kan vi gøre/Hvordan kan vi sprede budskabet/Taskforce/Aktioner.
Kl. 14.00: Afsluttende debat
Cirka kl. 15: Afslutning ved Claus Westergreen.
I oktober sidste år blev der afleveret over tre millioner protestunderskrifter imod TTIP til EU-kommissionen. I de fleste lande vokser protesterne mod den frihandelsaftale, som EU og USA forhandler. På 3F-Københavns generalforsamling i november blev der vedtaget en appel om modstand mod TTIP og på LO-kongressen i oktober sidste år blev der sat spørgsmål ved Dansk LO's ukritiske holdning til TTIP.
Deltagelse i konferencen er gratis. Frokost koster 20 kroner og drikkevarer kan købes.
Læs mere på Facebook: https://www.facebook.com/events/1020700184653550/

- I juli 2013 startede forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA.
- Den bærer navnet: Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP)
- EU-kommissionen forhandler på EU's vegne, efter at de 27 medlemslande er enige om mandatet til forhandlingerne. Det danske folketing har sagt ja til et forhandlingsmandat, som er hemmeligt, men hvoraf dele er blevet lækket. Det gælder blandt andet kapitlet om investeringer.
- Målet har været, at en aftale er forhandlet på plads inden udgangen af 2015, men EU-kommissionen tror ikke på tidsplanen ifølge euractiv.com.
- 170 forbruger-, miljø- og solidaritetsorganisationer samt fagforeninger har dannet en alliance, der kritiserer forhandlingerne om TTIP.
- EU eksporterede i 2012 varer til USA for 290 milliarder euro og importerede for 204 milliarder euro. Handlen med serviceydelser har en værdi af cirka 140 milliarder euro hver vej. Det svarer til handel for mere end to milliarder euro hver dag.
- EU-kommissionen udsendte i september 2013 en rapport, hvorefter forventningen er, at en frihandelsaftale mellem EU og USA kan øge EU's samlede økonomi med 120 milliarder euro, svarende til en vækst på op til 0,5 procent over ti år. Rapporten forudsiger en vækst i USA's økonomi over ti år på 95 milliarder euro (0,4 procent) med TTIP.
- TTIP vil give de multinationale selskaber ret til at sagsøge et land, hvis politikerne vedtager en regel eller lov, der begrænser selskabets forventede profit.
Kilder: EU, BBC, Afrika Kontakt