Følg briterne ud af EU
Følg briterne ud af EU
Folkebevægelsen mod EU Esbjerg indbyder til grundlovsmøde i Strandbyparken.
Kom og vær med til en spændende eftermiddag, opfordrer Folkebevægelsen mod EU Esbjerg, som afholder grundlovsmøde mandag den 5. juni klokken 14 til 17 i Strandbyparken – gå ind på hjørnet af Sjællandsgade og Skjoldsgade.
Kaffe, te, kage, øl og vand sælges, der vil være lidt sommersjov, og "Spildtid" – Valther Mathiasen og Jan Iversen, guitar og sang – underholder.
To talere – Mette Langdal og Jesper Morville – vil give argumenter til at sige fra overfor EU.
Mette Langdal er folkeskolelærer og var opstillet som kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU i 2014. Mette er en markant og klar EU-modstander fra det sønderjyske, hvor folkestyre går før EU-bureaukrati.
Jesper Morville er historiker og medlem af Folkebevægelsens Landsledelse, mangeårig formand for internationalt udvalg, kandidat til EU-parlamentet af flere omgange, har stor viden om mulige alternativer til EU.
"Briterne har besluttet, at de vil forlade EU – BREXIT. Det åbner nye muligheder for Danmark for at komme ud af EU – vi kom jo med i EF sammen med briterne, så det vil være passende, at vi forlader EU sammen med briterne," skriver arrangørerne.