Fidel Castros livret og nyt fra Venezuela
Fidel Castros livret og nyt fra Venezuela
Klokken 18 serveres en af Fidel Castros livretter og klokken 19 er der oplæg ved Sven-Erik Simonsen under overskriften ALBA. ALBA er navnet på det tætte samarbejde som blandt andre omfatter Cuba, Venezuela, Bolivia, Nicaragua og Ecuador.
På torsdag den 25. april er det Dansk-Cubansk Forening, der sætter tema og smag på spisning og caféaften i Socialisternes Hus i Aalborg.
Klokken 18 serveres en af Fidel Castros livretter, og klokken 19 er der oplæg ved Sven-Erik Simonsen under overskriften ALBA. ALBA er navnet på det tætte økonomiske og politiske samarbejde, som omfatter Cuba, Venezuela, Bolivia, Nicaragua, Ecuador og en række caribiske ø-stater. ALBA er et solidarisk samarbejde mellem lande, hvoraf en del opbygger socialisme.
Sven-Erik Simonsen er tidligere formand for Dansk-Cubansk Forening, og han har besøgt Venezuela både i 2011 og i 2012. Situationen i Venezuela vil blive omtalt, og det samme gælder udviklingen af den økonomiske modernisering, der er i gang i Cuba.
I efteråret 2014 gennemfører Sven-Erik Simonsen en studie- og solidaritetsrejse til ALBA-landene Venezuela og Cuba. Rejsen gennemføres i et samarbejde mellem Dansk-Cubansk Forening og dagbladet Arbejderen. Interesserede kan høre nærmere om rejsen ved mødet i Socialisternes Hus på torsdag.
Dansk-Cubansk Forenings lokalafdeling oplyser, at døren lukkes op klokken 17. Indtil maden serveres, kan man orientere sig i, hvad Cuba-foreningen tilbyder af materialer, man kan købe bøger eller andre ting om eller fra Cuba.
I løbet af aftenen vil der være salg af kaffe, kage og cubansk rom.
Alle er velkomne, og der er gratis adgang.