Forældre og fagbevægelse i København indkalder til demo
Forældre og fagbevægelse i København indkalder til demo
Sæt tidligt ind – invester 300 millioner kroner ekstra i børn, unge og velfærd, vil kravet lyde på Rådhuspladsen.
Et budget til byens børn, kalder overborgmester Frank Jensen budgettet for næste år i København, som nu er vedtaget. Pædagogisk personale og forældre jubler ikke.
– Der er et lille, men vigtigt løft på vuggestueområdet med hævelse af pladsprisen, men slet ikke ambitiøst nok. Vi havde ønsket 100 millioner kroner per år, så pladsprisen kunne stige fra 103.000 kroner per vuggestuebarn til 110.000 kroner. Det ville betyde 84.000 kroner per vuggestuegruppe til flere hænder, siger Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS), og fortsætter:
– Forligspartierne valgte at prioritere andre ting højere end et markant kvalitetsløft til byens vuggestuer. Det er skuffende. Hvis København skal være en attraktiv by for børn, unge og familier, så skal ambitionsniveauet hæves.
Svært at holde kvaliteten
– Der skæres fortsat ned på kvaliteten i fritidsinstitutionerne. De nye institutioner får en rigtig dårlig start, og det bliver svært at fastholde kvaliteten. På plussiden er investering i vuggestuerne. Forskning viser, at børns intelligens og indlæringsevne øges, deres trivsel forbedres, deres stressniveau falder, og deres sundhed er bedre, hvis de går i en institution af høj kvalitet. De afsatte midler giver ikke guld og grønne skove ude på institutionerne, men vi håber, at der er sat en retning, hvor der på sigt kan arbejdes hen imod minimumsnormeringer i København, lyder det fra BUPL's formand i hovedstaden, Henriette Brockdorff.
Forældrenes organisation KFO anerkender, at der er givet penge til området, og er glade for, at den er givet på pladsprisen og ikke til alle mulige prestigeprojekter.
– Det er penge til hænder. Men da der også i budgettet er store besparelser, giver de tilførte midler blot status quo. Vi synes, ambitionsniveauet skal være højere for de mindste københavnere, siger Julie Kyndesgaard, næstformand i KFO.
Vil overbevise politikere
På baggrund af budgettet vil forældre og fagbevægelse sammen fortsætte arbejdet med at overbevise politikerne om, at det kræver flere medarbejdere at løfte de mange vigtige arbejdsopgaver ude i institutionerne. Derfor deltager alle i en demonstration mandag klokken 16 på Rådhuspladsen under parolen: Sæt tidligt ind – invester 300 millioner kroner ekstra i børn, unge og velfærd!