11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fotoudstilling om arbejdsmiljø

Fotoudstilling om arbejdsmiljø

Åbningsreception på Arbejdermuseet i København med foredrag af professor Kurt Jacobsen, forfatter til ”Velfærdens Pris”.

Dressmaker. Det hedder et af de valgte vinderfotos, der bedst fremmer bevidstheden om et sundt arbejdsmiljø. Foto: Krzysztof Maksymowicz
1 af 1
17 jan 2013

 

Arbejdermuseet er aktuel med en ny fotoudstilling om arbejdsmiljø.

Udstillingen bliver vist i samarbejde med Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur afdeling i Danmark.

På balkonen i Arbejdermuseets festsal vil man kunne se fotos fra Det Europæiske Arbejdsmiljøagenturs internationale fotokonkurrence om arbejdsmiljø. Af de mere end 2500 indsendte bidrag viser museet de finalefotos, der bedst indfangede formålet med konkurrencen - at fremme bevidstheden om et sundt arbejdsliv og risikoforebyggelse på arbejdspladsen.

Særudstillingen om arbejdsmiljø bliver åbnet med en reception den 17. januar.

Under receptionen er der foredrag ved professor Kurt Jakobsen, der sidste efterår udgav bogen "Velfærdens Pris - Arbejderbeskyttelse og arbejdsmiljø gennem 150 år”. 

Bogen er den første store samlede beskrivelse af Arbejdstilsynets og arbejdsmiljøets historie i Danmark. Kurt Jakobsen vil i sit indlæg fortælle om, hvordan den historiske udvikling har været i forhold til at sikre et bedre arbejdsmiljø.

I foredraget blotlægges de økonomiske, politiske og ideologiske interessekonflikter, der har præget arbejdsmiljøindsatsen og betydet, at ulykkes- og sundhedsfarer på arbejdspladserne er blevet en permanent skyggeside i det danske velfærdssamfund.

Program for receptionen torsdag den 17. januar klokken 16-18 i Arbejdermuseets festsal: 

Klokken 16:05: Direktør for Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, ABA, Louise Skyggebjerg Karlskov byder velkommen.

Klokken 16:15: Foredrag ved professor Kurt Jacobsen. Klokken 16:45: Bestyrelsesmedlem i Arbejdsmiljøagenturet og konsulent i FTF Jan Kahr åbner udstillingen. 

Klokken 17-18: Se udstillingen og nyd en forfriskning og lækre tapas.

Arrangementet er åbent for alle.