Fredshøjskole og EU-debat
Fredshøjskole og EU-debat
Folkemødet – Danmarks politikfestival løber af stablen i Allinge på Bornholm. Allerede 12. juni starter en fredshøjskole.
Folkemødet – Danmarks politikfestival finder sted fra den 16. til 19. juni i Allinge på Bornholm.
Fredsministerium, et netværk af fredsgrupper der arbejder for at få oprettet et fredsministerium i statsligt regi, holder fredshøjskole på Store Lærkegård, Lærkegårdsvej 5, mellem Tejn og Sandkås – i gå- og cykelafstand fra Folkemødet. Fredshøjskolen starter allerede søndagen før, den 12. juni, og varer til den 19. juni.
De første dage sættes af til at planlægge fredsevents under Folkemødet. I år har Fredsministerium ikke eget telt på folkemødepladsen og skal derfor fokusere på at deltage i andre organisationers debatmøder og telte samt optræde på egne mobile events og på speakers corner. Læs mere på www.fredsministerium.dk.
På folkemødets hjemmeside kan du selv orientere dig, for eksempel ved at kopiere en arrangør fra den lange arrangørliste og sætte ind i programsøgningen og så se, hvad der dukker frem af events. Her tillader pladsen kun et par tip.
Folkebevægelsen mod EU og EUD (European United for Democracy, en EU-kritisk alliance i Bruxelles) finder du i C6 på Cirkuspladsen. Her vil være en række oplæg om EU, EU's handelspolitik og TTIP-, CETA- og TiSA-handelsaftalerne med USA. "EU eller ej" er emnet den 18. juni klokken 12:30-13, hvor Rina Ronja Kari, MEP for Folkebevægelsen mod EU, og Stine Bosse, formand for Europabevægelsen, mødes i en debat om demokrati, velfærd og handel.