Fredsrundfart på FN's Fredsdag
Fredsrundfart på FN's Fredsdag
Den 21. september går fredsbevægelsen i bådene til fordel for en alternativ dansk fredspolitik. Du kan nå at hoppe med på sejlturen i Københavns havn. Tilmelding senest 14. september.
Fredsvagten ved Christiansborg, fredsministerium.dk og Tid til Fred – aktiv mod krig inviterer dig til at deltage i en fredsrundfart i Københavns havn på FN's Fredsdag.
Arrangørerne har lejet en Nettobåd med kaptajn og matros og medbringer fredsflag og bannere på turen, der i øvrigt byder på taler, musik og sang, fredsknus og lidt at spise undervejs.
Den afgår fra kajpladsen ved Nationalbanken i Havnegade onsdag 21. september klokken 16:30 og med ankomst samme sted klokken 19:30. Derefter går deltagerne til Christiansborg Slotsplads, hvor der sluttes klokken 20.
Sådan gør du
Turen koster 60 kroner. Medbring egne drikkevarer, tøj efter vejret og gerne noget blødt at sidde på.
Hvis du vil med, skal du tilmelde dig senest 14. september. Det gør du ved at sende dit navn via sms til mobil 51373468 eller på e-mail til jessie@smorumnet.dk
Du betaler for turen på MobilePay 51373468 eller på konto 0400/4018729194 og mærker din indbetaling med ”FN” og dit navn.
FN's verdensmål
"Det er på høje tid at rette op på de seneste års tabte fredskompetencer og fylde værktøjskassen med midler, der kan være med til at forebygge og stoppe de mange internationale konflikter i verden," skriver arrangørerne og påpeger, at "et stort folketingsflertal og de danske mainstream-medier medvirker til at indgyde unødvendig frygt og stereotype fjendebilleder i befolkningen, som skal bruges i den fortsatte oprustning og krigsførelse." Og de fortsætter:
"Vi ønsker, at Danmark fører en alternativ, ambitiøs, ikke-militær sikkerheds- og udenrigspolitik. På FN's Fredsdag peger vi på, at virkeliggørelse af FN's verdensmål 2015 og øget fokus på fredsførelse og politisk konfliktløsning er vejen frem. Regeringens aktuelle krigsøkonomi og nedskæringer i støtten til FN vanskeliggør opfyldelsen af både den danske regerings egne erklærede målsætninger og vores drømme.
Vi markerer derfor FN's Fredsdag med ønsket om, at Danmark vil tage sit medlemskab af FN alvorligt og dermed arbejde for global fred og våbenhvile hver dag!"